Torsdag aften var FC Midtjylland tilbage efter vinterpausen. Det skete, da græske PAOK FC gæstede MCH Arena i den første af to kampe i knockout-runden i Conference League.
Modsat FCM kom PAOK FC ind til kampen med masser af kampe i benene og ovenikøbet med en stime af 14 ubesejrede opgør. Den skulle følgende 11 FCM’ere fra start forsøge at bryde. Værd at bemærke var det, at seks af spillerne i startopstillingen stammer fra akademiet.
Start XI (3-4-3): Elias Olafsson, Henrik Dalsgaard, Erik Sviatchenko, Juninho, Joel Andersson, Paulinho, Raphael Onyedika, Evander, Gustav Isaksen, Pione Sisto, Junior Brumado.
Forårspremieren i Herning begyndte ganske roligt med to mandskaber, der lige skulle se hinanden an.
Kampens første alvorlige tilbud faldt i det 18. minut, hvor Elias Olafsson måtte i aktion for første gang, da han reddede et glimrende PAOK-spark.
Hjemmeholdet ventede et par minutter og viste så, hvordan man angriber på højt niveau. Evander modtog bolden på midten af PAOK’s banehalvdel, og med suverænt overblik og en gylden højre fod vippede han Joel Andersson fri i dybden. Svenskeren var kølig og lagde bolden i mål til 1-0 efter 23 minutter.
Scoringen satte gang i FCM, som herfra tog styring på opgøret og var det bedste hold i resten af første halvleg. Det blev dog ikke til flere mål inden pausen, hvor stillingen altså derfor var 1-0.
De gode takter fortsatte fra start i anden halvleg, hvor Evander med det samme satte endnu et flot angreb op. Gustav Isaksen var tæt på at færdiggøre det, men hans gode langskud blev akkurat reddet. Kort efter var det Onyedika til at forsøge sig med et fint spark udefra.
Grækerne bed også fra sig med et lille tryk herefter, hvor de blev farlige på et par dødbolde. Kampen syntes nu åben ti minutter inde i anden halvleg. Og dog.
En række udskiftninger på begge hold brød rytmen i kampen, som dalede i tempo og kvalitet. Faktisk skulle vi helt frem til allersidst for at finde den næste og sidste mulighed.
I det 90. minut bragede indskiftede Charles bolden på stolpen fra 30 meter. Det langskud havde fortjent en bedre skæbne, men de 7.088 tilskuere på MCH Arena måtte nøjes med at sukke.
Derfor sluttede det hele 1-0. Et fint udgangspunkt for FC Midtjylland forud for returopgøret, som spilles i Grækenland torsdag i næste uge.
Inden da er der 3F Superliga i Herning. Det er på søndag kl. 14.00, når AaB er forårets første danske modstander.