Akademiet

Gratis entré til Youth League-kampen mod Club Brugge

Akademiets hovedsponsor IT Relation har sørget for gratis adgang for alle til U19-holdets kamp mod Club Brugge, som løber af stablen på onsdag kl. 13.00.

07/02/22
Jens Risom
Foto: FC Midtjylland

FC Midtjylland har stolte traditioner i UEFA Youth League, der er kendt som ungdommens udgave af Champions League. Det er intet mindre end femte gang, at de ældste akademister deltager i turneringen, og i de seneste to udgaver er FCM nået frem til kvartfinalen.

Efter klare sejre over Rosenborg (14-3) og Trabzonspor (10-2) i de indledende runder er Kenneth Andersens U19-mandskab nu klar til den såkaldte playoff-runde i Youth League.

Her møder FCM belgiske Club Brugge, der sluttede som toer efter PSG og foran Manchester City i gruppespillet, der udgør den anden halvdel af de indledende runder i Youth League, som var spejlet efter Champions League-grupperne.

Unge spillere fra træningslejr til Youth League

Gratis adgang til kampen i Ikast

IT Relation, som er hovedsponsor for FC Midtjyllands akademi, sørger for gratis entré til den vigtige kamp mod Club Brugge.

Opgøret fløjtes i gang onsdag kl. 13.00, og dørene på EDC Arena åbner kl. 11.50. Der er et begrænset antal siddepladser på tribunen, som fordeles efter “først til mølle”-princippet.

Alternativt er der overdækkede ståpladser over sektionerne med siddepladser, og der er øvrige ståpladser bag begge mål.

Vi håber at se mange tilskuere på lægterne til den internationale ungdomskamp, som kan sende FC Midtjylland videre til 1/8-finalen i Youth League.

Følg FC Midtjylland – Club Brugge

  • Onsdag den 9. februar kl. 13.00 på EDC Arena i Ikast (dørene åbner kl. 11.50)
  • Gratis adgang
  • Siddepladser efter “først til mølle”-princippet og derefter ståpladser
  • Club Brugge livestreamer kampen – vi deler link på vores platforme