Førsteholdet

Dyhr efter derbysejr: Fantastisk følelse

Der var masser af smil hos 1-0-målscoreren fra fredagskampen, Nikolas Dyhr, som sætter ord på betydningen af sejren og sin egen start på 2022.

06/03/22
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

FC Midtjylland slog fredag aften lokalrivalerne fra Viborg med cifrene 3-1 og tog dermed forårets første sejr i ligaen. Det sørgede for god stemning på lægterne og i omklædningsrummet efter kampen.

– Følelsen kan slet ikke beskrives. Det er ikke lige gået vores vej i starten af foråret, så det er fantastisk at kunne give fansene en derbysejr, smiler Nikolas Dyhr efter sejren over Viborg.

– Det er en fantastisk følelse at fejre en sejr sammen med fansene og holdkammeraterne, tilføjer han.

Nikolas Dyhr bragte FCM foran 1-0 og satte MCH Arena i kog, da hans løb i boksen blev timet til perfektion med Joel Andersson præcise tværaflevering.

– Jeg så mit snit til at løbe op i feltet, og det var egentligt lidt bare på instinkt. Så kom der en perfekt bold på tværs fra Joel, som jeg kunne løbe lige ind i og sætte i kassen. Det var et godt angreb, fortæller Dyhr om scoringen, der var hans anden i FCM-trøjen.

– Det er mit første mål i ligaen og endda mod lokalrivalerne, så det er jeg selvfølgelig super glad for, fortsætter den unge wingback.

Nikolas Dyhrs mål til 1-0 blev fulgt op af to fuldtræffere af Evander, inden der var gået 25 minutter af kampen mod Viborg, der altså endte 3-1 til FCM.

Cheftræner roser magisk kulisse

Personlig god start på 2022

20-årige Nikolas Dyhr har startet inde i fire af forårets første fem kampe og har leveret en række solide præstationer på venstre wingback.

I de to seneste opgør er det tilmed blevet til et mål og et oplæg, og Dyhr glæder sig over det offensive output.

– Det er selvfølgelig altid fedt at spille fra start og bidrage på banen. Jeg lagde op i sidste weekend og scorede mod Viborg, og generelt er jeg kommet fint fra start i 2022. Nu skal jeg bare blive ved med at bygge på, understreger Nikolas Dyhr.

– Der er ingen tvivl om, at det vigtigste er holdets succes. Vi har ikke ramt vores topniveau i de første par kampe, så vi skal sørge for at arbejde hårdt på træningsbanen og blive skarpere, fortsætter han.

Næste opgave for Dyhr og resten af holdet er søndag den 13. marts, hvor FCK gæster MCH Arena.

– Vi skal selvfølgelig nyde sejren her i weekenden, men så kommer det fra mandag til at handle om at bygge op. Vi har en rigtig vigtig kamp at se frem til næste weekend mod FCK, som man allerede glæder sig til, afslutter Nikolas Dyhr.

Video: Kom bagom Viborg-kampen

Støt FC Midtjyllands indsamling til børn i Ukraine

FC Midtjylland-spillernes trøjer fra Viborg-kampen, som var speciallavet med ukrainsk flag på fronten, er gået på auktion, hvor hele beløbet derfra går til UNICEF’s indsats for børn i det krigshærgede Ukraine.

Auktion: Matchworn FCM-trøjer

Du kan også støtte indsamlingen via MobilePay med et valgfrit beløb på 700016 eller 100 kroner via SMS til nummeret 1900 med teksten “FCM” i beskedfeltet.