FC Midtjyllands U17-mandskab skulle endelig på græs igen, da Vejle Boldklub gæstede EDC Arena til årets første kamp. Første opgør i indeværende sæson endte 2-0 til Vejle, og de unge ulve var derfor opsat på revanche.
Kampens første reelle chance kom i det 16. minut. Den midtjyske kaptajn, Malthe Bøndergaard, forsøgte at drive bolden frem, men Vejles preslinje fik prikket bolden fra midtstopperen. Malthe Bøndergaard manglede derfor i det centrale forsvar, og med fire fremadstormende Vejle-spillere var gæsterne i overtal. Bolden blev flot distribueret videre ud på højrekanten, men forsøget ramte stolpen.
I det 24. minut viste FCM tænder. Vejle forsøgte sig med en tværpasning, som blev opsnappet af Mathis Konradsen, og med tre førstegangsafleveringer var Christian Jørgensen nu kommet til baglinjen, men Vejle fik clearet indlægget. Dog røg bolden ikke længere væk, end at Jonathan Asp Jensen kunne opsnappe den, hvorefter han forsøgte sig, men desværre gik den over mål.
I det 35. minut viste FC Midtjylland sig igen farlig. Denne gang var det midtstopperen Mads Nybo, der var kommet med i feltet, og hans forsøg med venstrefoden var bestemt ikke dumt, men dog ikke indenfor målrammen.
Og fodbold kan gå meget hurtigt. Et par få afleveringer senere er Vejles angriber, Frederik Flaskager, fri mod det midtjyske mål, og med førsteberøringen prikkede han den forbi den frembrusende midtjyske keeper og gjorde det sikkert til 0-1 for gæsterne.
FC Midtjylland burde være gået til pause med 1-1. Med en fremragende diagonalbold fandt Malte Melin en fri Gustav Fraulo i højre side. Han sendte bolden videre i et flot overlap til Mathis Konradsen, som derefter slog et perfekt indlæg på førsteberøringen. Den endte for fødderne af en helt fri Christian Jørgensen i det lille felt. En god redning fra Vejles målmand holdte stillingen på 0-1, men trods den gode redning var dette dog en chance, der meget gerne skulle resultere i mål.
I anden halvleg startede Vejle som lyn og torden. Gæsterne vandt duellerne og andenboldene og var også tæt på at få valuta for den gode start. Alt – udover afslutningen fra Vejles angreb – var upåklageligt, men forsøget sad midt på Christian Rust i det midtjyske mål.
I de næste 25 minutter var der ikke meget action – kun nogle få chancer og mange dødbolde til udeholdet. Vejle forsøgte at lukke kampen til 2-0 – dog kombineret med en vis påpasselighed i forhold til ikke at blive fanget i en omstilling. Det betød særligt, at når FC Midtjylland var i boldbesiddelse, var der mange fra Vejle foran bolden, og gæsternes midtbane faldt også langt tilbage. Der skulle derfor noget individuel klasse til.
Og det kom der i det 70. minut. Christian Jørgensen samlede bolden op i venstre side. Han spillede den videre til Lasse Overgaard og fortsatte sit løb. Jørgensen fik den igen, prikkede den videre til debutanten Tornvig og fortsatte igen sit løb, inden han atter fik bolden. Og med to berøringer lagde han den tilrette, inden han sikkert sparkede bolden ind til 1-1. Et flot mål, hvor Christian Jørgensen både var arkitekten bag kombinationerne og den afsluttende fod på angrebet.
Men Vejle var ikke færdige endnu. I det 79. minut blev den hurtige Vejle-angriber, Clemens Astrup, sendt i dybden. Angrebet var en tro kopi af 0-1-målet, og ligesom tilfældet var i første halvleg, endte bolden også i det midtjyske net i denne sekvens. 1-2 til gæsterne.
Men FC Midtjylland fik hurtigt svaret igen. Blot et minut senere dukkede debutanten Nicolaj Tornvig op i feltet og scorede et vaskeægte angribermål. Endnu et flot fladt indlæg af Mathis Konradsen fandt denne gang Tornvig, som kom foran Vejle-stopperen og sikkert dirigerede bolden ind i netmaskerne i det fjerneste hjørne. Et mål og en assist i Nicolaj Tornvigs FC Midtjylland-debut.
Og retorikken var klar fra Gustav Fraulo, som hurtigt hentede bolden for at få spillet i gang igen.
– Fortsæt drenge, lød det fra manden med anførerbindet.
Og det midtjyske mandskab fortsatte også. Flotte aktioner af Fraulo på midten med en veludført Laudrup-finte og flot dommerarbejde, da han korrekt dømte fordel, resulterede i, at Tornvig var tæt på at blive dobbelt målscorer, men hovedstødsforsøget blev afrettet til et hjørnespark.
Jonathan Asp Jensen leverede derefter et flot hjørnespark ind i hovedet på Mads Nybo i en duel, som midtstopperen vandt. Forsøget kom tæt ind under mål, men Vejles målmand fik hånden på. Linjedommeren hejste dog flaget, og dermed kom FC Midtjylland foran for første gang i kampen til stor frustration for Vejles keeper, som stormede ud mod linjedommeren og tydeligvis var meget uenig i kendelsen. Men målet stod, og FC Midtjylland var dermed foran med 3-2 i det 84. minut.
I overtiden var Vejles målmand tæt på at genskabe 3F Superliga-historie, da Gustav Fraulo næsten lavede et Joni Kauko-mål, da han listigt gemte sig bag keeperen og ventede på, at han lagde bolden ned. Dog endte det ikke så galt, da en Vejle-mand stod klar til at afværge.
Flere mål blev det ikke til, hvilket betød, at FC Midtjylland sejrede med 3-2 i et opgør med de berygtede små marginaler. Kynisk af det unge akademihold, som gik ind til de sidste ti minutter af kampen bagud med 1-2, men som alligevel endte som vinder trods kun at være foran i ti minutter af årets første kamp.
Næste opgave for FC Midtjylland U17 er en udekamp mod FC Nordsjælland. Kampen spilles den 12. marts, og der er kampstart kl. 15.30.
Se stillingen, kampfakta og øvrige resultater fra U17 Ligaen.
FC Midtjylland U17 – Vejle Boldklub U17 3-2 (0-1)
36′ 0-1 Frederik Strømdahl Flaskager
70′ 1-1 Christian Jørgensen
79′ 1-2 Clemens Astrup
81′ 2-2 Nicolaj Tornvig Hansen
84′ 3-2 Mads Nybo
FCM U17 (4-3-3): Christian Rust, Mads Nybo, Malthe Bøndergaard, Mathis Konradsen, Simon Kristiansen, Adam Nygaard Andersen, Gustav Fraulo, Lasse Overgaard, Jonathan Asp Jensen, Christian Jørgensen, Malte Melin – Gustav Bjerge (45′), Nicolaj Tornvig Hansen (45′), Mahdi Babaiasl (71′), Mikel Gogorza (71′), Daris Catak (89′).