Før David Ousted gjorde comeback i dansk fodbold i marts måned, var det ni år siden, han sidst havde optrådt i 3F Superliga. Dengang vogtede han buret i Randers, som han forlod i 2013 til fordel for en tilværelse i nordamerikansk fodbold.
Onsdag aften var han tilbage på Cepheus Park – nu som sidste skanse i FC Midtjylland. Den rutinerede keeper leverede en sikker indsats, som blev krydret med en række fine redninger. TV3 Sport kvitterede med en kåring af Ousted som kampens spiller.
– Det var sjovt at være tilbage på min gamle hjemmebane. Jeg mødte et par af de gamle holdledere, som har været her i mange år, og gav dem en krammer. Det er jo altid rart, fortæller David Ousted efter kampen.
– Det var her, jeg var sidste gang, jeg spillede i Danmark. Det var en rigtig god tid, som jeg altid vil huske tilbage på med gode minder, tilføjer Ousted, som afsluttede sit Randers-ophold med en bronzemedalje tilbage i 2013.
Nu retter den 37-årige målmand fokus mod jagten på nye medaljer.
– Vi er glade for en sejr, og de tre point er dejlige at tage med hjem. Det er med til at sætte jagten ind og sætte pres på FCK. Det skal vi fortsætte med, og det bliver en sjov periode med vigtige kampe i ligaen og en spændende pokalsemifinale, lyder det fra David Ousted.
FC Midtjylland vandt onsdagskampen i Randers med 3-1, hvor Charles, Dalsgaard og Dreyer noterede sig som målscorere.
– Jeg synes, vi kan være stolte af en masse fight og hårdt arbejde, og vi leverede en stærk præstation over 90 minutter. I perioder skabte vi en masse chancer, men i sidste ende var det skarpheden på dødbolde og kontraangreb, som blev udslagsgivende. Vi glæder os over de tre point, og de er de vigtigste, afslutter David Ousted.
Næste opgave for Ousted og resten af holdet er 2. påskedag, hvor AaB gæster MCH Arena i fjerde runde af Mesterskabsspillet.