Men det var en svær opgave, de unge ulve var på. Det københavnske mandskab ligger aktuelt på 1. pladsen med to kampe i hånden på nærmeste forfølger fra OB. Og med en god offensiv kombineret med rækkens klart bedste defensiv skulle FC Midtjylland præstere for at få point i torsdagens kamp.
FC Midtjylland startede ellers opgøret ud med at lægge et fint pres på FCK’s bagkæde, og efter to minutter var presset tæt på at udmønte sig i en tidlig føring. Den københavnske keeper havde bevæget sig langt væk fra målet, og Christian Jørgensen var tæt på at opsnappe misforståelsen, men FCK slap med skrækken.
I det 8. minut gik det galt for FC Midtjylland. FCK’s hurtige Chambo blev spillet til baglinjen, og han fandt en fri Victor Froholdt i feltet, men en stærk blokering fra Malthe Bøndergaard sendte bolden ud i feltet igen. Og med en kluntet afslutning, som endte som en aflevering til Froholdt, der denne gang ikke fejlede, var FCK foran med 0-1. Sikkert sparket ind, selvom det lignede en forholdsvis tydelig offside, men målet stod.
Kort efter var FCK-offensiven igen på spil. Tålmodigt spil med få berøringer flyttede FCM-organisationen rundt, inden Emil Nielsen blev spillet fri i feltet, men en god redning fra Christian Rust holdte stillingen ved 0-1.
Det sidste minut i 1. halvleg blev et ærgerligt et af slagsen. 1-0-føringen til gæsterne var til at leve med, da opgøret stadig ville være åbent, så trænerteamet kunne foretage nogle taktiske justeringer i pausen. Men desværre blev gæsternes føring fordoblet før pausefløjtet. FCK’s Chambo fik prikket bolden ud af feltet med en lang tå, og derefter prøvede Nikolaj Zachariassen lykken, og med mange kroppe i feltet var Rusts udsyn begrænset, hvilket resulterede i, at bolden strøg i mål. 0-2 til hovedstadsklubben, hvilket desværre lignede en tidlig afgørelse.
Det sidste håb fik FCK slukket ti minutter inde i 2. halvleg. I det 55. minut scorede Thomas Jørgensen et mål, der mere mindede om flipperspil end fodbold. Bolden hoppede rundt i feltet med tilfældige berøringer fra begge hold, inden den endte for Jørgensens fødder, som sparkede bolden op i nettaget. 0-3 til FCK.
FC Midtjylland kom dog også på måltavlen. Jonathan Asp Jensen med en sædvanlig farlig dødbold, som endte i en nedfaldsbold uden for feltet til Lasse Overgaard, som gav bolden et los på førsteberøringen. Og med så mange kroppe i feltet kan alt ske, og bolden tog en afretning, og derfor var den københavnske keeper chanceløs. 1-3 og anden hjemmekamp i træk, hvor den dynamiske defensive midtbanespiller scorer.
Og selvom det så svært ud fortsatte FC Midtjylland. I det 70. minut var Christian Jørgensen kommet til baglinjen, og med et fint indlæg kunne Mathis Konradsen heade direkte på mål. Men bolden blev blokeret af en FCK-spiller – og vist også med armen ifølge de midtjyske spillere, som appellerede for et straffespark. Men dagens dommer vinkede afværgende, hvilket så ud som en fair beslutning, da de to spillere var meget tæt på hinanden.
Ti minutter senere blev kampen lukket og slukket, da FCK igen kom foran med tre mål. Det skulle ske på et hjørnespark, hvor centerbacken Cornelius Olsson uden problemer vristede sig fri af den midtjyske markering og upresset kunne heade bolden i mål til 1-4. Et godt eksekveret hjørnespark af gæsterne, men trænerteamet må ligeledes kigge tilbage på scoringen og konkludere, at det var jammerlig opdækning af ulvene.
Og selvom kampen blev spillet i påsken, var der ingen genopstandelse at spore i form af et comeback fra FC Midtjyllands side. Derfor blev FC Midtjylland besejret med 1-4 på EDC Arena mod et velspillende F.C. København-mandskab, som fortjent tog tilbage til hovedstaden med tre point.
Næste opgave for FC Midtjylland U17 er en udekamp mod SønderjyskE. Kampen spilles den 19. april, og der er kampstart kl. 18.00.
Se stillingen, kampfakta og øvrige resultater fra U17 Ligaen.
FC Midtjylland U17 – F.C. København U17 1-4 (0-2)
8′ 0-1 Victor Froholdt
45′ 0-2 Nikolaj Zachariassen
55′ 0-3 Thomas Jørgensen
64′ 1-3 Lasse Overgaard
80′ 1-4 Cornelius Olsson
FCM U17 (3-4-3): Christian Rust – Mads Nybo, Malthe Bøndergaard, Gustav Bjerge – Gustav Fraulo, Lasse Overgaard, Adam Nygaard Andersen, Mathis Konradsen – Jonathan Asp Jensen, Malte Haulund Melin, Christian Jørgensen – Mikel Gogorza (57′), Jonatan Lindekilde (57′), Mahdi Babaiasl (74′), Timothy Kongsbak (74′), Dereje Nigussie Jensen (86′).