Klubben

Sæsonkortholdere har gratis adgang til pokalsemifinalen

Vores sæsonkortholdere har gennem sæsonen bidraget til flotte tilskuertal og god stemning på MCH Arena, og som tak for opbakningen giver vi alle sæsonkortholdere gratis adgang til pokalsemifinalen mod Vejle Boldklub.

19/04/22
Morten Ambo
Foto: Getty Images

I sidste sæsons sidste kamp på MCH Arena mod AGF lavede tifogruppen og Hedens Drenge en fantastisk tifo med ordene “ALTID BAG JER” – et budskab, som vores sæsonkortholdere også er en del af, og som i en tæt mesterskabsduel betød utroligt meget for spillerne og alle i klubben.

Selvom det desværre ikke lykkedes at fejre mesterskabet med sæsonkortholderne i sidste sæson, har de i den grad vist, at de også har været bag os i den igangværende sæson.

Vi har gennem sæsonen været vidne til flotte tilskuertal, og det har sæsonkortholderne bidraget til med høje fremmødeprocenter og stor loyalitet, når vi har haft brug for opbakningen.

Det er vi sindssygt glade for, og derfor vil vi gerne kvittere for opbakningen ved at give alle sæsonkortholdere gratis adgang til returkampen i Sydbank Pokalens semifinale mod Vejle Boldklub. Kampen spilles onsdag den 4. maj kl. 18.00 på MCH Arena, og her har vi mulighed for at spille os i pokalfinalen.

Sæsonkort giver adgang til kampen

Billetsalget til kampen åbner i morgen tirsdag kl. 10.00, og derfor skal sæsonkortholdere altså ikke købe eller trække billet til kampen. Jeres sæsonkort giver adgang til kampen på helt almindelig vis, og man scanner det bare ved indgangen til den tribune, som man sidder eller står på.

Endnu engang tak for opbakningen – vi ses til pokalbold på MCH Arena.