Klubben

FC Midtjylland er i pokalfinalen – info om billetter, transport og pokalfinalefest

Efter den samlede 4-1-sejr over Vejle Boldklub i semifinalen er vi klar til pokalfinalen på Brøndby Stadion torsdag den 26. maj. Læs her, hvad vi på nuværende tidspunkt ved om billetter, transport og pokalfinalefest.

04/05/22
Morten Ambo
Foto: Daniel Stentz

FC Midtjylland er i pokalfinalen 2022 – det er en kæmpe præstation, og en stor oplevelse venter for både spillere, stab og fans. På nuværende tidspunkt ved vi grundlæggende meget lidt om billetter, transport og pokalfinalefest, eftersom vi afventer information fra Divisionsforeningen, som står bag afviklingen af finalen i Sydbank Pokalen. Herunder en kort opdatering.

Billetter

FC Midtjylland kommer formentlig til at råde over op mod 10.000 billetter. Dette bliver endeligt afklaret, når begge finalehold er fundet og møde med Divisionsforeningen vedrørende afviklingen af pokalfinalen er gennemført. Billetsalget til pokalfinalen starter forventeligt i løbet af uge 19, hvor der på fcm.dk, i FCM-app’en og på sociale medier løbende vil komme information.

Transport

Der bliver arrangeret transport fra Jylland til Brøndby Stadion, hvor pokalfinalen afholdes. Ruter, opsamlingssteder og priser følger sammen med information om billetter i løbet af uge 19. Transporten bliver tilbudt til fans, fanklubben, samarbejdsklubber og sponsorer.

Pokalfinalefest

Inden pokalfinalen arrangeres der – tæt på Brøndby Stadion – en stor pokalfinalefest for alle FCM-fans. I lighed med i 2019 åbnes der til en stor fest med musik, madboder og øltelte. Konkret udmelding om program følger senere på fcm.dk.

Hold derfor øje med fcm.dk, FCM-app’en og vores øvrige platforme i næste uge for yderligere info.