Akademiet

U17: Sæsonens første møde med Lyngby

Et offensivt forstærket FCM U17 jagter den fjerde sejr i træk, når de onsdag spiller i Lyngby.

10/05/22
Karsten Vestergaard
Foto: Daniel Stentz

Når maj måned oprinder, har holdene i U17 Ligaen typisk mødt hinanden én eller to gange, men for FCM U17 og Lyngby bliver onsdagens kamp de to holds første møde i indeværende sæson.

Det skyldes, at efterårets kamp blev udsat på grund af U-landskampe, og derfor er det to hold med begrænset kendskab til hinanden, der tørner sammen i Lyngby.

Claus Therkildsen har forberedt sig ved at se en del video af “De Kongeblå” op til kampen, og FCM-træneren forventer god og hård modstand:

– Det er et spillende hold med mange dygtige spillere, men også et hold, der kan svinge en del i deres præstationer, lyder den umiddelbare vurdering fra Therkildsen, der har set sit hold tage tre sejre i træk.

– Vi har haft god kontinuitet i vores præstationer på det seneste, og vores udtryk har været solidt, og det skal vi vise, at vi kan holde fast i, udtaler han.

Lyngby ligger før kampen placeret midt i tabellen på en 8. plads, men sejre over top 4-holdene FCK, Brøndby og Randers viser, at sjællænderne ikke er sådan at bide skeer med.

Det er FCM U17 heller ikke, og med friske udebanesejre over SønderjyskE, AGF og AaB rækker det yngste akademihold ud efter de sjove placeringer i U17 Ligaen.

En kampfri weekend har bidraget til, at topscorer Malte Melin (billedet) og Marcus Nielsen er blevet deres skader kvit, og de to angriberes tilbagevenden giver FCM U17 flere strenge at spille på offensivt. Venstrebacken Simon Kristiansen er fortsat ukampdygtig for ulvene.

Der er kampstart på Lyngbys anlæg onsdag kl. 17.00.