Klubben

Potentielle august-hjemmekampe afvikles i Randers

VM i ridesport afholdes den 6.-14. august på MCH Arena, som derefter får etableret en hybridbane. I den pågældende periode spilles eventuelle hjemmekampe i Randers.

15/05/22
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

MCH Arena danner i august ramme for VM i ridesport. Det betyder, at FC Midtjyllands hjemmekampe i perioden omkring den 6.-14. august ikke kan afvikles i Herning.

Herning Kommune og MCH ejer MCH Arena, der i det seneste år har set en lang række forbedringer og blandt andet har en hybridbane og en ny fanzone på vej.

– Vi har et rigtigt godt samarbejde med MCH og Herning Kommune, hvor vi hjælper hinanden, når det er muligt. VM i ridesport forventes at have 200.000 gæster og 200 millioner seere på verdensplan, så det er en enestående mulighed for Herning at få så stor en begivenhed til byen, siger marketing- og supportdirektør i FC Midtjylland, Preben Rokkjær.

Turneringsplanen i den kommende 3F Superliga-sæson tilrettelægges med det hensyn, at FCM så vidt muligt spiller på udebane i den pågældende periode. Eventuelle hjemmekampe afvikles på Cepheus Park i Randers.

– Vi har længe haft en positiv dialog med Divisionsforeningen, som betyder, at vi så vidt muligt kan spille udebanekampe i den periode. Turneringsudvalget er positivt indstillet på, at det skal berøre færrest mulige hjemmekampe. Modsat kender vi endnu ikke programmet for europæiske kampe, som afhænger af ligaplacering og lodtrækning, men vi håber, at det kan lade sig gøre at spille på udebane, hvis en kvalifikationskamp kolliderer med VM-arrangementet, forklarer Preben Rokkjær og fortsætter:

– Vi har haft en rigtig god dialog med Randers FC, som netop har spillet europæisk fodbold og har et stadion, der er godkendt til brug i UEFA-regi. De er villige til at hjælpe os med at afvikle de hjemmekampe, som eventuelt kommer til at ligge i den pågældende periode.

Etablering af hybridbane færdiggøres

Sidste sommer påbegyndte arbejdet med at etablere en hybridbane på MCH Arena, og den står klar efter VM i ridesport.

– Når VM i ridesport er overstået, får vi anlagt en hybridbane på MCH Arena. Sidste sommer blev hele fundamentet til en hybridbane etableret, og der mangler kun selve græsset og kunstfibre, som kan anlægges lige efter VM i ridesport.

– Vi glæder os til, at vi snart har en topmoderne bane klar til brug. Det er en forudsætning for vores sportslige ambitioner at have den bedst mulige bane, og der er en hybridbane vejen frem, understreger Preben Rokkjær.

En hybridbane kombinerer naturgræs med en lille mængde kunstfibre, hvilket resulterer i en bane, der er langt mere slidstærk og skridsikker end almindelige græsbaner.

Samspil mellem MCH, Herning Kommune og FC Midtjylland

– Vi er super kede af den gene, det medfører for vores fans, sponsorer, medarbejdere og frivillige, der skal flytte i den her periode. Omvendt håber vi også, at der er forståelse for, at VM i ridesport er med til at gøre, at vi fortsat nyder godt af det samspil, der er mellem MCH, Herning Kommune og FC Midtjylland, lyder det fra Preben Rokkjær, som afslutter:

– Dels får vi en bedre fodboldbane, og dels har MCH Arena i 2021 gennemgået den største renovering af faciliteterne siden opførelsen i 2004. Der er også en ny fanzone på vej, som vi glæder os helt vildt til at opføre og tage i brug. Det er alt sammen resultatet af det gode samarbejde, vi har med Herning Kommune og MCH.

Når den nationale turneringsplan og UEFA-kampene i den nye sæson er på plads, opdaterer vi på FC Midtjyllands platforme om og i så fald hvilke hjemmekampe, som bliver berørt af VM i ridesport, og hvordan FCM i den forbindelse bedst muligt kan hjælpe fans og sponsorer.