Når man ser på tilskuertallene i løbet af sæsonen 21/22, har det været en rigtig god sæson for FC Midtjylland. Ambitionen er at ramme et gennemsnit på 10.000 tilskuere pr. Superliga-kamp i 2025, og med det for øje går udviklingen den rette vej. Den gode udvikling skyldes den store støtte og fremmøde blandt sponsorer, den store interesse fra billetkøbere og ikke mindst de loyale sæsonkortholdere.
I succesen er der opstået en udfordring, som klubben nu tager hånd om.
– Langt størstedelen af vores sæsonkortholdere kommer heldigvis ofte på MCH Arena, og mange husker at frigive sin plads eller konvertere sit sæsonkort til en billet og give den videre, når de er forhindret. Det er vi rigtig glade for. Når det er sagt, så er der dog i gennemsnit ca. 30% af pladserne til sæsonkortholdere, der er tomme til hver kamp. Det er vi først og fremmest ærgerlige over, men det er også noget, vi skal forholde os til, for det er en udfordring. Målet er ikke at tjene flere penge, men helt grundlæggende at få fyldt pladserne og sikre bedre stemning og bedre oplevelser for alle gæster og vores spillere. Vi tror på, at et fyldt stadion giver endnu flere sejre, siger Preben Rokkjær, marketing- og supportdirektør i FC Midtjylland.
– Helt konkret betyder de gennemsnitligt ca. 30% tomme pladser til sæsonkortholdere, at der er ca. 1.000 pladser til hver kamp, som står tomme, og som andre ikke kan få glæde af. Samtidig har der været teknisk udsolgt til 80% 3F Superliga-kampene i den netop overståede sæson, og derfor er rigtig mange billetkøbere desværre gået forgæves, siger Preben Rokkjær.
Ændringer i sæsonkortet
I den kommende sæson 22/23 kommer ingen sæsonkortholdere til at mærke nogen ændringer overhovedet. Sæsonkortet fungerer fuldstændig som hidtil. Sæsonen 22/23 bliver derimod brugt til at samle information forud for gennemførsel af ændringerne i sæsonkortet gældende fra start af sæsonen 23/24.
Vigtigste ændring er, at der indføres en grænse på 65%.
- Sæsonkortholdere, der i løbet af sæsonen 22/23 har et fremmøde på 65% eller højere, beholder sit sæsonkort som i dag.
- Sæsonkortholdere, der i løbet af sæsonen 22/23 har et fremmøde på under 65%, konverteres automatisk til BilletFlex.
Hvad er BilletFlex?
Med BilletFlex har du også adgang til alle hjemmekampe på MCH Arena – både i 3F Superliga, Sydbank Pokalen og alle europæiske turneringer. Ændringen består i, at du med BilletFlex skal trække en billet til hver kamp og ikke har et fast sæde på stadion. Med BilletFlex får du adgang til at trække din billet, inden det offentlige billetsalg åbner. På den måde vil du altid have adgang til de mest eftertragtede pladser på stadion.
– Netop det faste sæde er essensen i udfordringen. Når en sæsonkortholder møder op på stadion til under 65% af kampene og ikke frigiver sin plads eller konverterer sit sæsonkort til en billet, så efterlader det et tomt sæde, selvom mange billetkøbere ønsker at købe. Det er en udfordring for stemningen og oplevelsen for alle vores gæster. Derfor er vi nødsaget til at tænke i nye baner, uddyber Preben Rokkjær.
Fanformand: – Et godt tiltag
Hos FC Midtjyllands officielle fanklub, Black Wolves, hilser man de nye ændringer velkommen.
– Det nye sæsonkorttiltag drejer sig i bund og grund om at reducere antallet af tomme sæder til FC Midtjyllands hjemmekampe. Vi er alle interesserede i at få fyldt stadion til hver eneste kamp, for jo flere tilskuere, der kommer, jo bedre stemning er der. En meget stor del af formålet med foreningen Black Wolves er netop også at give FC Midtjylland den størst mulige opbakning ved at skabe fest og stemning til hjemmekampene, siger formand for Black Wolves, Lasse Dyrby, der fortsætter:
– Bestyrelsen i Black Wolves synes derfor, at det er et godt tiltag, som FC Midtjylland kommer med, for det vil formentlig og forhåbentlig hjælpe til at fylde stadion og på den måde være med til at skabe stemning og opfylde en del af vores formål som forening.
Salget af nye sæsonkort stopper
Den nye struktur betyder også, at der ikke sælges flere sæsonkort. Som ny “kunde” starter man med en sæson på BilletFlex, og såfremt fremmødet overstiger 65%, tilbydes man et sæsonkort med fast sæde på stadion i den efterfølgende sæson. Det er naturligvis frivilligt, om man ønsker det.
På linket nedenfor kan du læse mere om ændringerne og forskellen mellem Sæsonkort og BilletFlex, ligesom du kan se priser og hvilke fordele, der følger med både Sæsonkort og BilletFlex.
Læs mere om Sæsonkort og BilletFlex
Hvad betyder det for mig?
Ændringerne vil betyde, at nogle sæsonkortholdere inden starten på sæson 23/24 vil blive konverteret til BilletFlex. Er du i tvivl om, hvad det konkret betyder for dig som sæsonkortholder, og hvad din fremmødeprocent var i den netop afsluttede sæson, så kan du altid kontakte os på billetsalg@fcm.dk eller på telefon 96 27 10 40. Her hjælper vi naturligvis også med andre spørgsmål omkring ændringerne og BilletFlex.