Akademiet

Awards på akademiet 21/22

Traditionen tro er der sidst på sæsonen blevet uddelt fire priser på akademiet. Se her, hvem der blev årets akademispiller, årets udviklingsspiller og årets U19- og U17-spiller.

20/06/22
Jens Risom
Foto: FC Midtjylland

Endnu en mindeværdig sæson er slut for FC Midtjyllands akademihold. I weekenden var akademisterne samlet i Sportscenter Ikast, hvor der blev uddelt fire priser, som akademichef Flemming Broe præsenterede.

Årets akademispiller: Victor Lind

Victor Lind modtog den største kåring med prisen som årets akademispiller. Det sker efter et år, hvor den unge frontløber har fået debut, optrådt 35 gange og scoret sine første fem mål på førsteholdet. I U19 Ligaen scorede Lind desuden hele 12 mål i otte kampe i den forgangne sæson.

– Victor har været fast med omkring 3F Superliga-holdet som andetårs U19-spiller, hvor vi har set hans spidskompetencer i afslutningsspillet og en stor power og energi på førsteholdet. Samtidig har han også trænet og spillet med U19, og i U19 Ligaen har han igen vist et fremragende niveau. På og udenfor banen er han en stor kulturbærer, og det skal han fortsætte med, fortæller Flemming Broe.

Årets udviklingsspiller: Valdemar Andreasen

Som andetårs U17-spiller har Valdemar Andreasen været fast med på U19-mandskabet, hvor den alsidige offensivspiller har leveret stærke præstationer i både ligaen og Youth League. Tilmed har han været en profil på det danske U17-landshold, og det har givet kåringen som årets udviklingsspiller.

– Valdemar har udviklet sig rigtig meget gennem sæsonen, og han er kendetegnet ved en stor nysgerrighed og ærgerrig i forhold til at blive bedre. Han tager et stort ansvar både for sig selv og holdet. På banen viser han stort overblik og er exceptionel til at finde rum, hvor han sætter sine holdkammerater i scene og selv er farlig. Det er sjældent, at denne pris går til en U17-spiller, og det fortæller om en stærk sæson af Valdemar, siger Flemming Broe.

Årets U19-spiller: Oscar Fraulo

Årets U19-spiller er Oscar Fraulo, der ligesom Victor Lind har fået debut på førsteholdet i den forgangne sæson. På U19 har han været en stor profil, hvor kåringen som turneringens bedste spiller i den internationale turnering Terborg Tournament er værd at bemærke.

– Oscar har haft en afgørende betydning for holdet i U19 Ligaen og i Youth League. Han har en kæmpe vindermentalitet og kommer med stor power og energi. Derudover har han bidraget med mange mål og oplæg, ligesom han har gjort det godt på landsholdet. Udenfor banen er han god for truppens trivsel, hvor han tager et stort ansvar, lyder det fra Flemming Broe.

Årets U17-spiller: Gustav Fraulo

Kåringen som årets U17-spiller går til lillebror Gustav Fraulo, som ligeledes har gjort sig positivt bemærket.

– Gustav er dedikeret til sin egen udvikling, og det har han vist gennem hele sæsonen. Han har et offensivt mindset, som udtrykkes gennem hans power og duelstyrke. Samtidig har han spillet sig ind på landsholdet, og vi glæder os til at se meget mere til hans kvaliteter i næste sæson, siger Flemming Broe.

Stort tillykke til de fire prisvindere og tak for en god sæson på akademiet.