Akademiet

Christian Tue solgt til KuPS

Den tidligere akademispiller skifter til den finske klub KuPS på en permanent aftale.

04/07/22
Mads Jakobsen
Foto: Daniel Stentz

Christian Tue Jensen har i de seneste to år været udlejet til FC Fredericia, hvor den 22-årige offensivspiller har scoret 13 mål i 59 kampe.

Nu gælder det et nyt kapitel i karrieren for den tidligere akademist, som er blevet solgt til KuPS i Finland.

– Efter to sæsoner med gode præstationer i Fredericia har vi ledt efter den rette løsning for Tue. Det har vi fundet i en god aftale med KuPS, som helt sikkert bliver glade for ham, ligesom vi har været det i de år, vi har haft ham i Midtjylland. Vi ønsker Tue alt det bedste i sin fremtidige karriere, siger sportschef Svend Graversen.

Christian Tue kom til FC Midtjylland som 13-årig, inden han begyndte på akademiet i 2015. Her blev det blandt andet til to danske U19-mesterskaber og fire optrædener i UEFA Youth League.

Herefter blev han udlejet til Brentford B i 19/20-sæsonen, hvorefter han i de sidste to år har brilleret i FC Fredericias offensiv.

Nu skal offensivspilleren prøve kræfter med finsk fodbold, idet han skifter til KuPS, der i øjeblikket topper den finske liga, som følger kalenderåret.

FC Midtjylland ønsker Christian Tue al mulig held og lykke fremadrettet.