FC Midtjyllands akademi får tilgang af et nyt spændende offensivtalent. Således er den 16-årige kantspiller Daníel Freyr Kristjánsson på plads i FCM, hvor han skifter fra Stjarnan i hjemlandet.
Det glæder akademichef Flemming Broe, der beskriver tilgangen som en gennembrudsstærk kantspiller.
– Daníel er en teknisk velfunderet kantspiller, som med sin fart er utrolig gennembrudsstærk. De spidskompetencer giver en rigtigt spændende pakke rent offensivt. Samtidig har han en god tilgang til sin sport, hvor han med sin stærke mentalitet er garant for hårdt arbejde, fortæller Flemming Broe.
– Han har allerede erfaring med seniorfodbold i Stjarnan på trods af sin unge alder, og det vidner om et stort talent, som vi nu skal videreudvikle i fællesskab med Daníel. Vi ser frem til, at samarbejdet for alvor begynder i opstarten om et par uger, tilføjer akademichefen.
Den unge kantspiller står noteret for ti ungdomslandskampe for Island og har som 16-årig debuteret på seniorplan for Stjarnan, som ligger i toppen af den islandske liga.
Nu er han klar til at tage næste skridt i sin udvikling i FC Midtjylland.
– Jeg har fået et rigtigt godt indtryk af FC Midtjylland, så jeg var aldrig i tvivl om, at det var her, at jeg skulle til, da jeg fik muligheden. Det er en klub på et højt fodboldmæssigt niveau, og jeg er sikker på, at det er et godt sted at udvikle mig som spiller, siger Daníel Freyr Kristjánsson, der efter sommerferien er førsteårs U19-spiller.
– Min teknik er en af mine største forcer på banen, hvor jeg godt kan lide at udfordre min direkte modstander. Det glæder jeg mig til at vise fansene i FC Midtjylland, og så skal jeg bare fortsætte med at udvikle mig på alle områder, lyder det fra den unge islænding.
– Jeg glæder mig til at spille en masse fodbold og komme i kamp. Længere ude i fremtiden håber jeg selvfølgelig på, at jeg kan slå igennem på førsteholdet, og det vil jeg arbejde hårdt for, afslutter Daníel Freyr Kristjánsson.
Daníel Freyr Kristjánsson har skrevet under på en treårig aftale, der løber frem til den 30. juni 2025. U19 tager hul på forberedelserne frem mod den kommende sæson den 14. juli, hvor Kristjánsson har sin første træning i klubben.
Velkommen til FC Midtjylland, Daníel.