Førsteholdet

Et kig på statistikken: FCM har overhånden mod Silkeborg

I denne artikel kan du få et statistisk indblik i, hvilken kamp der venter i morgen mellem FC Midtjylland og Silkeborg IF.

21/07/22
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

I morgen tager FCM imod Silkeborg IF på MCH Arena. Kampstart er kl. 19.00, og vi giver dig her et statistisk indblik i de to holds indbyrdes styrkeforhold.

Et godt tag på bronzevinderne

FCM har generelt et godt tag på sidste års bronzevindere.

De seneste otte kamp mod Silkeborg IF er endt med sejr til FCM, og kun AC Horsens og Randers FC er en større favoritmodstander.

FCM har scoret i de sidste 15 3F Superliga-kampe på hjemmebane mod silkeborgenserne. Kun mod SønderjyskE (16) og Randers FC (19) har FCM leveret minimum ét mål pr. opgør i flere antal kampe i træk.

Helt generelt er det blevet til 31 scoringer mod Silkeborg i de seneste 15 opgør.

Effektive Silkeborg

Fredagens møde byder også på et opgør mellem to hold, der på effektiv vis fik netmaskerne til at blafre i 2021/2022-sæsonen.

I den forgangne sæson noterede FCM sig for 59 scoringer – flest af alle i 3F Superliga. Samtidig scorede nyoprykkede Silkeborg 54 mål – tredjeflest i Danmarks bedste række.

Også i denne sæson ser Silkeborg ud til at have snøret målstøvlerne. I sæsonåbneren mod Lyngby BK noterede silkeborgenserne sig nemlig for den højeste overpræstation, når det kommer til scoringer pr. skudforsøg. Mandskabet scorede to mål på blot to skud inden for rammen.

De to skud på mål gjorde samtidig Silkeborg til den klub i runde 1 af 3F Superliga, som havde færrest skudforsøg inden for målrammen.

Anderledes kom FCM frem til en stor mængde chancer i åbningskampen mod Randers FC. Midtjyderne havde næstflest skud i 3F Superliga-runden med i alt 20 skud, mens Bo Henriksen og co. ligeledes lå på en delt førsteplads over flest skud på mål med 9 forsøg.

Boldbesiddende gæster

Fredagens gæster fra Søhøjlandet er glade for at have bolden.

Så glade at de i den forgangne sæson var det hold i 3F Superliga, som havde den højeste boldbesiddelse for sæsonen. Her havde silkeborgenserne i gennemsnit bolden i 57,9% af tiden under sine kampe.

Anderledes havde FCM i gennemsnit bolden 49,8% af tiden i sidste sæson.

Boldbesiddelsen definerede dog ikke antallet af skabte chancer, hvor FCM kreerede 366 chancer i løbet af sæsonen, mens Silkeborg IF noterede sig for 348. De to tal rækker til flest og næstflest antal skabte chancer i 2021/2022-udgaven af 3F Superliga.

Alle ovenstående statistikker er baseret på tal udarbejdet fra sportsanalysefirmaet, Opta, samt Superliga.dk.

Køb din billet

Du kan stadig nå at sikre dig billet til årets anden 3F Superliga-kamp, når Silkeborg IF gæster MCH Arena kl. 19.00. Vi håber, du har lyst til at støtte op, når holdet skal spille sæsonens første sejr i hus.

Find info om billetter her