Førsteholdet

– Vi skal forvente mere af os selv

Assistenttræner Michael Silberbauer reflekterer over fredagens nederlag til Silkeborg IF.

22/07/22
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

FC Midtjylland tabte fredag aften med 3-1 til Silkeborg IF på MCH Arena.

Michael Silberbauer vender særligt tommelfingeren nedad til den sidste halve time, hvor silkeborgenserne definitivt lukkede kampen.

– Den sidste halve time kan vi ikke være tilfredse med. Vi får ikke lagt det tryk, vi gerne vil, og vi får ikke skabt de chancer, vi ønsker. Der er Silkeborg et for godt hold, og så kan man ikke komme tilbage i sådan en kamp.

FCM-assistenten hæfter sig på samme tid ved, at marginalerne ikke gik hjemmeholdets vej, da der var brug for det.

– Vi starter godt og får lagt det pres, vi havde planlagt. Vi havde momentum i første halvleg, men de små ting var desværre ikke med os. Vi får underkendt et mål, mens de får deres mål anerkendt efter VAR. Så på nogle punkter synes jeg også, at det var uheldigt efter første halvleg.

Tirsdag venter et vigtigt returopgør i 2. runde af Champions League-kvalifikationen, når FCM rejser til Cypern for at møde AEK Larnaca.

– Der skal noget energi tilbage på holdet. Det her var en af de lidt hårdere, så der skal graves dybt, og vi skal forvente mere af os selv. Alle skal give den en ekstra skalle og rejse sig herfra, så vi kan få en succesoplevelse på Cypern, siger Michael Silberbauer.

Reservekamp lørdag

Lørdag finder der et reserveopgør sted, når FCM endnu engang tager imod Silkeborg IF. Her får spillere, der har brug for kamptræning, mulighed for minutter i benene.

Kampstart er kl. 12.00, og Faxe Kondi-tribunen åbner fra kl. 11.30. Det kræver ikke billet at komme ind.