Førsteholdet

Svend Graversen glæder sig over fremtidig seedning

Sportschef Svend Graversen sætter ord på vigtigheden af, at FC Midtjylland deltager i minimum Europa League-gruppespillet for tredje sæson i streg.

27/07/22
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

En gang Champions League og to gange Europa League på tre sæsoner.

FCM’s sejr over AEK Larnaca i 2. runde af Champions League-kvalifikationen betyder, at klubben er sikret minimum Europa League-gruppespil for tredje år i streg.

– Nu er vi for tredje år i træk i et gruppespil. Det er det, vi har som målsætning, og det betyder utroligt meget for klubben, spillerne og alle fansene, siger sportschef Svend Graversen og fortsætter:

– Når man laver sådan en præstation, hvor man i princippet har fortjent at gøre det færdigt på hjemmebane, og kommer herned og ser, hvor svært det er, er det kæmpe cadeau til spillerne og hele teamet omkring at hive sig op undervejs i kampen.

Nu venter SL Benfica i to opgør i 3. runde af Champions League-kvalifikationen. Portugiserne nåede helt til kvartfinalen i Europas største klubturnering i den forgangne sæson, hvor et samlet 6-4-nederlag til Liverpool FC blev endestationen.

– Det giver grobund for, at vi kan sigte endnu højere. Nu har vi nogle fede kampe mod Benfica, og vi skal tage til Lissabon og se, om vi ikke kan skabe et resultat. Vi jagter stadig at komme endnu længere og spille os i playoff til Champions League. Vi ved godt, det er sindssygt svært, men vi jagter miraklet, siger Svend Graversen.

Seedet i fremtiden

En bagvedliggende faktor, som kan få stor betydning for FCM de fremtidige år, er, at klubben via gårsdagens sejr fremover vil være seedet i de europæiske kvalifikationer.

Det vækker glæde hos Svend Graversen.

– Vores målsætning er, at vi inden 2025 skal være en top 50-klub i Europa. For at man kommer derop, kræver det, at vi er kontinuerligt i europæiske gruppespil. At vi kommer minimum i Europa League for tredje år i træk medvirker til, at vi vil være seedet i kvalifikationen de følgende år. Det betyder, at vi kommer ind i en positiv spiral og får endnu bedre muligheder for at kvalificere os de kommende år.

Reaktioner efter Larnaca-sejren

Otte spillere fra akademiet gjorde sig gældende i gårsdagens sejr mod AEK Larnaca. Det taler også ind i positive fremtidsperspektiver for FCM.

– Hele det fundament, vi står på, er bredt. Vi har mange dygtige spillere fra vores akademi, og det unge hold, som kvalificerer os i Larnaca, viser, at der er et stærkt ben at stå på i forhold til egne spillere kombineret med dygtige topspillere, siger Svend Graversen og fortsætter:

– At kvalificere sig til europæiske gruppespil gør også, at spillerne får mulighed for at vise sig frem på en endnu større scene, ligesom vi kan hente spillere på en højere hylde. Nu er det op til os at scoute og være dygtige til at finde spillere, som kan komme ind på minimum et Europa League-niveau.

– Vi skal fortsætte med at præstere weekend-midtuge-weekend-midtuge. Det er det flow, vi skal ind i. Udover at vinde i Europa skal vi også kunne vinde i 3F Superliga. Det kræver sindssygt dygtige spillere hele vejen rundt og en bred trup.

Bliv klædt på til Europa

Har du endnu ikke skaffet den nye Midtjylland-trøje, kan du fejre den europæiske kvalifikation med et besøg i Ulveshoppen.

Her finder du blandt andet den nye hjemmebanetrøje, som markerer jagten på nye titler og store oplevelser i Danmark såvel som Europa.

Besøg Ulveshoppen