Førsteholdet

– Europæisk tryllestøv kommer kun, hvis vi leverer i 3F Superliga

Erik Sviatchenko sætter forud for fredagens 3F Superliga-kamp mod Odense Boldklub ord på vigtigheden af at levere uge efter uge i den hjemlige liga.

29/07/22
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Tirsdag kvalificerede FC Midtjylland sig til det tredje europæiske gruppespil i streg efter den samlede sejr over AEK Larnaca. Kun tre dage efter venter der et opgør i 3F Superliga på Nature Energy Park i Odense.

Forud for kampen lægger Erik Sviatchenko vægt på, at truppen skal kunne balancere mellem store oplevelser i europæisk fodbold og de vante opgør i den hjemlige liga.

Truppen til OB-kampen

– Jeg synes faktisk ikke, det er så svært at omstille sig mentalt, fordi det er blevet en del af klubben, at vi spiller så mange kampe. Det er tredje år i streg, at vi skal spille europæisk fodbold hele efteråret, så det ligger under huden på mange af os.

– Det er en tilvænning, og man skal vide, at når man spiller i Midtjylland, er der mange kampe. I midtugen spiller man et sted ude i Europa, og i weekenden spiller man i 3F Superliga, fortæller FCM-anføreren og uddyber:

– Det er vigtigt at huske på, at det europæiske tryllestøv og magi, man så gerne vil opleve som fodboldspiller, kun kommer af, at man leverer weekend efter weekend i 3F Superliga. Hvis man kommer i Europa, er det fordi, man har leveret godt i Danmark, og derfor må man aldrig underkende vigtigheden af at være klar. De point, man taber eller vinder i 3F Superliga, bliver enormt afgørende, når man står til maj, og turneringen skal gøres op.

120 minutter i benene

Tirsdagens kamp på Cypern var en opslidende affære. Opgøret gik i forlænget spilletid og efterfølgende straffespark, og derfor spillede en stor del af FCM-truppen 120 minutter.

Ifølge Erik Sviatchenko er det i sådanne situationer, at holdets bredde skal vise sit værd.

– Vi har en rigtig god og bred trup, og det er nu, vi skal vise, det er en toptrup. Det synes jeg, det er på papiret, men det er vigtigt, vi også viser denne kvalitet i praksis. På samme tid skal vi også have noget kontinuitet, så vi ikke skifter hele holdet ud fra kamp til kamp.

Sidst FCM og OB krydsede klinger i en betydende fodboldkamp var i pokalfinalen den 26. maj. Her triumferede “Ulvene” efter straffesparkskonkurrence. Derudover endte en træningskamp de to hold imellem 3-2 til midtjyderne i den netop overståede pre-season.

– OB er et hold, som har mange kvaliteter. De har gode individualister og er dygtige på bolden. Derfor har vi også enormt meget respekt for dem, og vi har egentlig altid haft det lidt svært mod OB, hvilket vi også havde senest, vi var i Odense og spille. Ikke desto mindre er jeg fuld af optimisme. Vi vil rigtig gerne i gang i 3F Superliga med tre point, og det kommer forhåbentligt til at ske i morgen, siger Erik Sviatchenko om aftenens modstander.

Fredagens opgør mellem FCM og OB i 3. runde af 3F Superliga fløjtes i gang kl. 19.00 på Nature Energy Park.

Skaf billet til away-tribunen

Ønsker du at tage med til Odense og støtte drengene i jagten på tre point, kan du skaffe dig adgang til away-tribunen sammen med andre fremmødte Midtjylland-fans.

Find info og køb dine billetter nedenfor.

Se billetinfo