Førsteholdet

Henrik Jensen: Benfica er værdifuld læring før europæisk gruppespil

FC Midtjylland spiller sin chance i morgen, lyder det fra Henrik Jensen. Kampen er værdifuld læring forud for det europæiske gruppespil, der venter.

08/08/22
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Det første opgør på Estádio da Luz i Lissabon endte med et nederlag på 4-1. Tirsdag venter returopgøret i Champions League-kvalifikationens 3. runde mod Benfica, som sidste sæson nåede til kvartfinalen i Europas fineste klubturnering.

Henrik Jensen ser frem mod morgendagens stærke modstander:

– Sidste tirsdag lærte vi, at man skal ramme noget nær en maksimal præstation, hvis man skal være med på det niveau. Sidst startede vi kampen rigtig godt og havde et par muligheder, hvor man kunne se, at vi kunne være med.

– Derefter skruede Benfica vildt højt op for tempoet, og det er noget, man skal vænne sig til. Jeg håber, vi har fået noget af det tempo ind i kroppen, og vi kan bringe det ind i kampen i morgen, siger Henrik Jensen.

Hvem er Benfica?

Der skal en historisk stærk præstation til, for at FCM kan sikre videre avancement i morgen. Trods de hårde udsigter vil holdet give alt.

– Vi giver den et skud fra start af, men vi ved, det bliver en svær opgave. Det vigtigste er, at vi får en god præstation. Defensivt skal vi arbejde kollektivt og i takt, mens vi skal være modige, når vi har bolden. Det bliver nøglen til en god præstation, og så må vi se, hvor langt det rækker. Vi kan dog ikke åbne os så meget op, at vi tillader for store chancer imod, siger Henrik Jensen og fortsætter:

– Det ideelle kampbillede er et lukket opgør, hvor vi har mest mulig kontrol. Vi ved, at vi vil komme frem og få chancer, og her handler det om at være uhyre effektive. I de seneste kampe i 3F Superliga har vi vist en stor effektivitet på vores målchancer, så jeg er ret fortrøstningsfuld for, at vi kan lave mål.

Værdifuld erfaring før gruppespil

Ligegyldigt resultatet i morgen er en ting sikkert: FCM har allerede kvalificeret sig til det tredje europæiske gruppespil på samme antal år, idet midtjyderne er sikret minimum Europa League-deltagelse.

Er de her kampe også ekstra værdifulde for spillerne, fordi det allerede er fastlagt, at holdet skal ud at spille europæisk gruppespil?

– Man kan trække utroligt meget læring ud af at møde så dygtig en modstander som Benfica. De spiller i et utroligt højt tempo, som er en sindssygt god læring for vores spillere. På samme tid får spillerne at se, hvad der skal til for at komme op på det niveau. Det kan være med til at ruste os forud for det europæiske gruppespil, siger Henrik Jensen.

Morgendagens kamp er den tredje på blot otte dage. Henrik Jensen understreger vigtigheden af en bred FCM-trup:

– Det handler om, at vi får bragt spillere i kamp, som passer til opgaven mod Benfica. På fredag i Horsens får vi måske brug for nogle andre typer i forskellige faser af spillet. Vi har heldigvis så mange dygtige spillere, at det er muligt at rotere og give friske spillere chancen.

Tirsdagens opgør mod Benfica finder sted på Cepheus Park i Randers med kampstart kl. 19.45.

Se billetinfo