FCM Shop
Bestil inden torsdag kl. 23.59 og få leveret inden jul

Førsteholdet

Anders Dreyer om rollen som målscorer

Med fire scoringer i fire 3F Superliga-kampe har Anders Dreyer fortsat sit flotte målsnit fra sidste sæson. I denne artikel sætter den 24-årige offensivspiller ord på sin målfarlighed.

10/08/22
Christian Rothausen
Foto: Getty Images

Med otte mål i 16 3F Superliga-kampe gjorde Anders Dreyer et fornemt comeback i Danmarks bedste fodboldrække den forgangne sæson. Også i Rubin Kazan leverede FCM-topscoreren en god målhøst med otte mål i 14 ligakampe.

Anders Dreyer sætter ord på rollen som stabil målscorer:

– Tilbage i min Esbjerg-tid lavede jeg mange mål i ungdomsårene, ligesom jeg også scorede hyppigt på førsteholdet. Det er dog klart, at min tid i Rusland og Midtjylland i sidste sæson viser, at jeg er begyndt at score endnu mere.

– Jeg er blevet ældre og er begyndt at tage flere rigtige beslutninger i de momenter, hvor det går hurtigt inde på banen. På samme tid har jeg arbejdet på at komme i målfarlige situationer. Selvom jeg har lavet to langskudsmål i år, ligger de fleste mål og venter inde i feltet, og det er jeg blevet bevidst om, siger Anders Dreyer.

Paulinho ser frem til gruppespillet

Selvom de fleste fodboldspillere ikke vil indrømme, at ambitionen er at ligge nr. 1 på topscorerlisten, har den farlige venstrebensspiller ambitioner om hyppigt at få netmaskerne til at blafre.

– Selvfølgelig vil jeg gerne ligge højt på topscorerlisten i 3F Superliga. Jeg ved, at det vil hjælpe holdet, hvis jeg ligger med i toppen af den liste. Som offensivspiller bliver man målt på, hvor mange mål og assists, man laver, men først og fremmest er det noget, der gavner holdet, siger Anders Dreyer og fortsætter:

– Jeg er glad for de mål, jeg har lavet i denne sæson, men jeg sidder fortsat med en følelse af, at der skal bygges mere på.

Målfarlig offensiv

FCM startede sæsonen med at have svært ved at omsætte chancer til scoringer. Mod både Randers FC og AEK Larnaca underpræsterede midtjyderne sin xG, mens holdet på det seneste har formået at vise kynisme foran mål.

– Nu går den bare ind. Hjemme mod Randers og Larnaca mindes jeg, at vi kunne have lavet flere mål. Det handler om, at den skal ind over stregen. Det er nok så fint, at vi kan spille os frem til chancer, men hvis vi ikke prikker den ind, bliver det sværere at vinde fodboldkampe, siger Anders Dreyer og uddyber:

– Jeg tror på, det er noget, der har ligget og ventet. Nu når der er blevet prikket hul på bylden, skal der nok komme mange mål. Vi har utroligt mange dygtige offensive spillere, ligesom vi også har wingbacks, som kan lave mål.

Efter fredagens 3F Superliga-kamp mod AC Horsens venter en periode uden europæiske midtugekampe.

– Det bliver rart, at kroppen får en uge, før der er kamp igen. Det bliver dejligt at have flere dage op til kamp, hvor vi også kan øve nye ting på træningsbanen. På det seneste har det været nogle lidt opdelte træninger, hvor dem, der har fået mange spilminutter, ikke laver så meget. Jeg tror, det bliver godt for os, siger Anders Dreyer.

Tilbage på MCH Arena

Lørdag den 20. august er vi igen tilbage på MCH Arena, når AGF gæster Herning. Billetsalget til det opgør er allerede startet, og du kan nu sikre dig adgang til et vigtigt opgør i 3F Superliga.

Læs mere nedenfor.

Se billetinfo