I bagende eftermiddagssol indledte FCM U19 en ny sæson på Right To Dream Park, hvor de tilstedeværende ikke skulle vente længe på den første scoring.
Mads Nybos aflevering ud af egen forsvarszone blev opsnappet, og momentet efter lå bolden for fødderne af Maksim Stjopin lige uden for buen uden for FCM’s felt. Den finske angriber viste forbilledlig sparketeknik og klinede bolden ind ved den ene stolpe uden chance for Nicholas Beetson i FCM-målet.
FCM’erne lod sig dog ikke ryste, og bolden var knapt nok blevet givet op, før Mads Nybo forsøgte sig med en ny bold over en halv banelængde.
Denne gang lå afleveringen perfekt til Malte Melin, men med en heroisk sidste-øjebliks-tackling fik Oliver Bødker generet FCM-angriberen nok til, at skuddet sneg sig forbi den ene stolpe.
Ansporet af den tidlige succes gik værterne op i et højt pres hver gang, FCM’erne skulle spille bolden ud fra egen forsvarszone. Det betød til gengæld også, at FCM’erne fandt uanede mængder plads, når først de fik spillet sig igennem preslinjen.
Det lykkedes efter godt ti minutter, og lige pludselig havde Valdemar Andreasen (billedet) tid og plads på egen banehalvdel. Det udnyttede han til at slå en perfekt medløbsaflevering til Malte Melin, der lagde bolden til rette for sig selv og bankede udligningen i nettet.
Som halvlegen skred frem, satte FCM’erne sig tungere og tungere på spillet.
Efter 37 minutter forsøgte hjemmeholdet at komme afsted i en omstilling, men det blev lukket ned af Gustav Christensen, der satte i et godt returløb og tacklede bolden tilbage på FCM-fødder. Herefter pingpongede FCM’erne sig igennem Farum-defensiven, og til sidst stak Andreas Nibe bolden i dybden til Valdemar Andreasen, der elegant drejede den ind ved fjerneste stolpe.
Kort efter viste Nibe på ny sit gode overblik, da han chippede bolden ind i feltet til en fri Malte Melin. Melin huggede til på førsteberøringen, men kom for meget under bolden, der strøg over mål.
Stolpeskud og gult-rødt
2-1 ved halvleg, men FCM’erne må have følt, at de burde have ført med mere end et enkelt mål.
Det kan man som bekendt ikke bruge til så meget i fodbold, og da anden omgang blev fløjtet i gang, var det i stedet med FCN i teten. De rød-gule åbnede halvlegen med to nærgående forsøg, der dog begge gik forbi.
Efter 53 minutters spil indtraf der så en afgørende sekvens i opgøret. Først bankede indskiftede Mickael Dosso bolden på indersiden af stolpen, og mens FCN’erne græmmede sig, var Victor Bak ved at slippe afsted i en omstilling. Han blev bremset af Oskar Øhlenschlæger, der kastede sig ned i en risikabel tackling ved sidelinjen.
Det var en fejldisposition, for aktionen indbragte Øhlenschlæger det andet gule kort i kampen, og så måtte FCN spille kampen til ende en mand i undertal.
FCM sled imidlertid stadig lidt med at sætte sig på kampen, og i stedet var hjemmeholdet tæt på at udligne med simple midler. Norske Sindre Egeli fik en én mod én-situation mod Beetson efter en lang igangsætning fra FCN-keeperen, men Nybo kom ned og fik tacklet af i sidste øjeblik.
Som halvlegen gik på hæld, fik FCM’erne pladsen og tiden mod de underbemandede værter. Desværre forvaltede de ikke situationerne særligt godt, og mange lovende opspil løb ud i sandet, fordi de sort-røde ikke holdt tempoet eller manglede den fornødne koldblodighed.
Gustav Christensen var mest nærgående med en stribe kvalificerede afslutninger mod kampens slutning, men alligevel måtte FCM’erne igennem seks smånervøse overtidsminutter, før de kunne juble over sæsonens første ligasejr.
– Gode til at udfordre deres 3-4-3
Cheftræner Kenneth Andersen så sit mandskab overvinde en tidlig FCN-scoring, og i lange perioder så han også noget fint kombinationsspil:
– FCN får startet bedst og kommer også foran på et flot mål, men derefter tager vi over, og jeg synes, vi er rigtig gode til at udfordre deres 3-4-3-opstilling. Det tager de konsekvensen af i pausen og går over til at spille 4-3-3. Herefter har vi sværere ved at få lagt presset, men da de får en spiller udvist, tager vi over igen. Der skal vi lukke kampen, og vi kommer også frem til rigtig mange chancer. Vi får det bare ikke gjort færdigt, og så bliver det lidt noget rod i flere sekvenser, erkendte FCM-træneren, der dog erklærede sig meget tilfreds med præstationen i åbningskampen.
FC Nordsjælland U19 – FC Midtjylland U19 1-2 (1-2)
2′ 1-0 Maksim Stjopin
11′ 1-1 Malte Melin (assist Valdemar Byskov Andreasen)
38′ 1-2 Valdemar Byskov Andreasen (assist Andreas Nibe)
54′ Udvisning, FCN: Oskar Øhlenschlæger
FCM U19: Nicholas Beetson – Victor Bak Jensen (67′ Daniel Freyr Kristjansson), Mads Nybo Lauritsen, Mikkel Fischer (80′ Adam Nygaard Andersen), Pontus Texel – Lasse Overgaard (67′ Heini Sørensen), Andreas Nibe, Valdemar Byskov Andreasen – Gustav Ørsøe Christensen, Julius Voldby, Malte Melin (80′ Sander Evjen-Brostrøm).