Det ældste akademihold har fået en glimrende begyndelse på sin 22/23-kampagne. Seks point ud af lige så mange mulige og en målscore på 8-2 er de kolde tal for U19’s perfekte sæsonstart. Med sejre over FC Nordsjælland og AGF er det midtjyske mandskab på en øjeblikkelig 2. plads – kun overgået af Lyngby.
De flotte takter fra foråret er dermed blevet videreført ind til den nye sæson, hvilket vækker stor glæde hos Kenneth Andersen. Det midtjyske mandskab har fortsat kun indkasseret et enkelt nederlag siden årsskiftet i ligaregi, hvilket omfatter hele 18 kampe. Et momentum, der skal udnyttes, fortæller cheftræner Kenneth Andersen:
– Det er rigtig vigtigt, at vi forsøger at ride videre på den bølge. Så det vil vi helt sikkert forsøge at udnytte, men det kræver fortsat hårdt arbejde, siger Kenneth Andersen.
Brøndby IF har kun spillet en enkelt kamp i den nye sæson. Her fik de blå-gule 1-1 ude mod Vejle, og dermed testede de den nye markante ændring i dette års udgave af U19 Ligaen. DBU har i samarbejde med klubberne besluttet at indføre straffesparkskonkurrence om et ekstra point i tilfælde af uafgjorte resultater, ligesom det gør sig gældende i U17 Ligaen. Her vandt Brøndby 3-2 i Nørreskoven og fik dermed et ekstra point på kontoen.
Kenneth Andersens tropper har revanche til gode fra sidste hjemmekamp mod Brøndby IF. Her tabte “Ulvene” med 1-6 til et yderst veloplagt Brøndby-mandskab i en kamp, som blev stemplet som sæsonens lavpunkt for de unge FCM’ere. Cheftræneren forventer, at gæsterne kommer med samme intensitet som i det sidste indbyrdes møde.
– Det er et Brøndby-hold, som vi kender dem. De vil rigtigt gerne have meget intensitet i kampene og er ikke bange for at sætte bolden på spil. De vil gerne implementere nogle af de samme dyder som os med at presse fremad og spille fremadrettet fodbold. Noget, vi virkelig skal være opmærksomme på, er Brøndbys omstillingsspil, som for mig er der, de er farligst. Så det skal vi have lukket ned for, og desuden skal vi matche deres intensitet.
Se med om U19 fortsætter sejrsstimen som en forsmag på 3F Superliga-holdets opgør mod selvsamme modstander. Der er kampstart kl. 13.00, og der er gratis adgang for alle interesserede. Derudover livestreames opgøret via linket nedenfor.