Førsteholdet

Victor Lind udlejes til norsk fodbold

Victor Lind skal spille det næste halve år i HamKam, som det 19-årige stortalent skifter til på en lejeaftale.

31/08/22
Christian Rothausen
Foto: Getty Images

Victor Lind spiller resten af kalenderåret i norske HamKam, som holder til i Eliteserien.

Det store offensivtalent har taget del i fire kampe i den igangværende sæson, og kun én gang har han været i startopstillingen. I jagten på mere spilletid og med fokus på Victor Linds fortsatte udvikling skal den tidligere akademispiller nu ud og tilspille sig yderligere erfaring.

– Vi ser et stort lys i Victor, men i øjeblikket kan vi ikke love ham den spilletid, han fortjener. Derfor er vi glade for at være nået til enighed med HamKam om en lejeaftale, som skal være med til at give Victor det næste skub i sin karriere. Vi tror på, at han vil vende tilbage i en endnu stærkere udgave om et halvt år efter at have spillet en masse kampe i en stærk norsk liga, siger sportschef Svend Graversen om handlen.

FCM har gennem de seneste år lejet spillere ud med stor succes, som efterfølgende er kommet retur og slået igennem på klubbens førstehold. Hovedpersonen selv ser også frem til den udfordring, der venter i Norge.

– Jeg synes, det her er en god mulighed for mig. Jeg vil gerne have mere fast spilletid, og jeg tror på, at det her ophold kan give mig de minutter, jeg mangler. Derudover håber jeg på at kunne gøre en forskel hos HamKam og bidrage med mål. Jeg ser frem til at prøve noget nyt, og jeg håber at kunne vende endnu stærkere tilbage til Midtjylland i jagten på for alvor at slå igennem der, siger Victor Lind om karriereskridtet.

HamKam ligger i øjeblikket på en 10. plads i den bedste norske række. I sidste sæson sikrede klubben sig oprykning efter at være blevet suverænt nr. 1 i OBOS-ligaen.

Victor Lind startede på akademiet som 15-årig. Han debuterede på førsteholdet den 29. juli 2021 i 2-1-sejren over Celtic, som sikrede midtjyderne Europa League-deltagelse. Siden da er det blevet til 40 kampe og fem mål.

Lejeaftalen løber frem til den 31. december 2022, hvorefter Victor Lind vender tilbage til FCM.