Akademiet

U19 gik ned med mus og mand

Hidtil ubesejrede U19 kunne slet ikke få det til at fungere mod SønderjyskE, der vandt 5-1 i egen hule.

03/09/22
Karsten Vestergaard
Foto: Daniel Stentz

Sæsonens første kamp på naturligt græs endte helt galt for FCM U19, der løb ind i en regulær øretæve imod SønderjyskE.

De sort-røde åbnede ellers opgøret bedst og havde et par gode muligheder for at tage føringen i kampens indledning, uden at det dog udmøntede sig i mål.

Som halvlegen skred frem gik gassen dog af FCM-ballonen, og niveauet faldt. Hjemmeholdet formåede heller ikke at skabe noget, og første halvleg var en jævnt kedelig forestilling uden de store højdepunkter.

Et enkelt af dem kom fem minutter inden pausen, da Benjamin Tabrizi-Birkebæk slap afsted i en omstilling og bragte SønderjyskE foran.

Ren deroute efter pausen

Der var således masser af ting, der skulle forbedres efter pausen, men det kom til at gå stik modsat.

SønderjyskE chokstartede nemlig med en lynscoring i det første minut, og den formåede FCM’erne slet ikke at få svaret tilbage på. Spillemæssigt gik det fra skidt til værre, og spillet faldt helt sammen for ulvene.

Tolv minutter inde i halvlegen tog FCM-bænken konsekvensen og skiftede tre mand, hvorefter man gik over til at spille 4-4-2 med Voldby og indskiftede Jonathan Lind som rendyrkede angribere.

Ændringen var dog ikke nok til at få FCM U19 op af hullet, og i stedet slog værterne til to gange inden for et enkelt minut. Simon Vestergaard og Tinus Olesen tegnede sig for målene til 3-0 og 4-0.

Fem minutter senere lykkedes det Malte Melin at få reduceret, men det var ren kistepynt for et FCM-hold, der ikke hang sammen.

Det var derfor også ganske retvisende, at de lyseblå i overtiden lukkede opgøret med Valentyn Napudas scoring til 5-1.

– Cadeau til SønderjyskE, der var klart bedst. Jeg er meget skuffet over vores indsats i dag, og præstationen var desværre ikke bedre end slutcifrene antydede. Vi hang ikke sammen som hold, og vi manglede fuldstændig kvaliteten – både på bolden og i de beslutninger, vi traf, lød den hårde dom fra cheftræner Kenneth Andersen, efter at slutfløjtet havde lydt.

– Jeg er allermest skuffet over, hvor stor forskel der var på vores niveau i dag målt op imod de tre foregående kampe. Så store udsving må vi ikke have, og jeg håber, at spillerne er ramt på deres stolthed lige nu, lød det fra den rutinerede træner.

FCM U19 skal forsøge at samle sig selv op i den kommende weekend, hvor OB gæster EDC Arena. Det sker lørdag kl. 13.00.

SønderjyskE U19 – FC Midtjylland U19 5-1 (1-0)

40′ 1-0 Benjamin Tabrizi-Birkebæk
46′ 2-0 Anders Bergholt Pedersen
64′ 3-0 Simon Vestergaard
65′ 4-0 Tinus Olesen
70′ 4-1 Malte Melin
93′ 5-1 Valentyn Napuda

FCM U19 (4-3-3): Nicholas Beetson – Pontus Texel, Mikkel Fischer, Mads Nybo Lauritsen, Daniel Freyr Kristjansson (57′ Rasmus Kristiansen) – Lasse Overgaard (57′ Jonathan Lind), Heini Sørensen (57′ Gustav Fraulo), Andreas Nibe – Gustav Christensen, Julius Voldby, Malte Melin.