Sæsonens første landsholdstermin har ramt fodboldkalenderen, og her skal 19 FCM-spillere i aktion på den internationale scene.
I førsteholdstruppen er hele ti spillere udtaget til en landsholdslejr.
Edward Chilufya skal med Zambia spille to træningskampe mod henholdsvis Libyen og Mali. Andetsteds kan Joel Andersson og Kristoffer Olsson se frem til kampe i UEFA Nations League mod Serbien og Slovenien, mens også Elias Olafsson og Island i selvsamme turnering står over for Albanien samt en træningskamp mod Venezuela.
Førsteholdstruppen har også rødt-hvidt dansk islæt repræsenteret, idet Anders Dreyer er blevet efterudtaget til det danske A-landshold, som skal forsvare sin aktuelle 1. plads i Nations League Liga A, når Kasper Hjulmands tropper møder Kroatien og Frankrig.
Video: Dreyer om FCK-sejr og landsholdsudtagelse
For Gustav Isaksen og Nikolas Dyhr venter to spændende opgør, når de tidligere FCM-akademispillere skal spille to afgørende playoff-opgør mod Kroatien om at kvalificere sig til U21 EM-slutrunden i 2023. Det endelige returopgør spilles på Vejle Stadion den 27. september kl. 18.00.
Andetsteds skal Pontus Texel og Valdemar Byskov Andreasen repræsentere henholdsvis det danske U19- og U18-landshold. Valdemar Byskov fik debut på FCM’s førstehold i midtugen, og den 17-årige offensivspiller rejser derfor ind i landsholdslejren med stor tro på tingene.
Udtaget er også Aral Simsir, som i øjeblikket er udlejet til Lillestrøm i Norge. Han skal i aktion med holdkammeraterne på det tyrkiske U21-landshold.
Skulderklap til tidligere FCM-akademist
Den nigerianske landstræner, José Peseiro, har bemærket Club Brugges imponerende resultater i de første to opgør af dette års Champions League-gruppespil. Med fra start i begge kampe har nemlig været Raphael Onyedika, som skiftede til de belgiske mestre i slutningen af sommerens transfervindue.
De flotte præstationer har medvirket, at “Rapha” for første gang er blevet udtaget til det nigerianske landshold, hvor han sammen med en anden tidligere FCM-spiller, Frank Onyeka, skal spille træningskamp mod Algeriet.
Raphael Onyedika kan dermed sætte flueben ud for endnu en milepæl på sin hidtil mærkværdige kometkarriere, som kickstartede på et udlejeophold i FC Fredericia i 2020/2021-sæsonen.
Førsteholdsspillere udtaget
Edward Chilufya – Zambia
Joel Andersson – Sverige
Kristoffer Olsson – Sverige
Elias Olafsson – Island
Anders Dreyer – Danmark
Gustav Isaksen – Danmark U21
Nikolas Dyhr – Danmark U21
Aral Simsir – Tyrkiet U21
Pontus Texel – Danmark U19
Valdemar Byskov Andreasen – Danmark U18
Akademispillere udtaget
Daniel Freyr Kristjánsson – Island U19
Heini Sørensen – Færøerne U19
Gustav Ørsøe Christensen – Danmark U19
Mikkel Fischer – Danmark U19
Mads Nybo – Danmark U18
Gustav Fraulo – Danmark U18
Christian Jørgensen – Danmark U17
Lasse Overgaard – Danmark U17
Jonatan Lindekilde – Danmark U17