Klubben

De udlejede FCM’ere: Heiselberg har fået gang i målscoringen

Den 19-årige offensivspiller fortæller om de første måneder i FC Fredericia, som har budt på et godt førstehåndsindtryk, svingende resultater og en netop igangsat målstime.

24/09/22
Christian Rothausen
Foto: Michael Nielsen

I sommertransfervinduet hev Frederik Heiselberg de midtjyske teltpæle op og drog til FC Fredericia på en etårig lejeaftale. 12 kampe inde i sæsonen sætter den talentfulde offensivspiller nu ord på den første tid i 1. divisionsklubben.

– Indtil videre har det været rigtig fint, og jeg er kommet til en god klub med dygtige spillere og en masse søde mennesker. Selvfølgelig har resultaterne ikke været super, og vi ligger ikke, som vi ønsker, men min start har alligevel været rigtig positiv, siger Frederik Heiselberg.

FC Fredericia har haft en svær sæsonstart, hvor det blot er blevet til otte point i ti kampe og en placering på ligaens 9. plads. Alligevel beretter den tidligere FCM-akademispiller om harmoni i truppen.

– Jeg synes egentlig, humøret er okay. Det er ikke fordi, vi har fået nogle store snittere i vores nederlag, og tværtimod har vi måske i stedet manglet det sidste held. Selvfølgelig kan man godt mærke, at resultaterne ikke har været tilfredsstillende, men jeg oplever, at folk har en stor tro på tingene.

Gang i målstimen

Frederik Heiselberg har hidtil i sæsonen spillet en af de tre forreste pladser hos fredericianerne. Her har han primært foldet sig ud på den centrale angriberposition.

Trods et hattrick i en pokalkamp mod Broager IF tilbage i starten af august skulle den målfarlige angriber vente længe på den første scoring i 1. division, men da den endelig kom, fulgte han forleden op med at score for anden kamp i streg.

– De seneste to kampe har været gode. Det er dejligt, at målene begynder at komme. Jeg skulle lige vænne mig til voksenfodbold, og forhåbentligt er mine to mål starten på flere. Jeg håber, at det var det, der skulle til, så målene nu kan komme i stimer, siger Frederik Heiselberg og fortsætter:

– Både for selvtilliden og for resten af spillet betyder det jo alt. Som angriber tænker man meget på, hvor mange mål man har lavet. Det er klart, at det hjælper en del på spillet og selvtilliden, at jeg har lavet to mål de sidste to kampe.

Fysisk stærk 1. division

Uden for banen har Frederik Heiselberg haft nemt ved at vænne sig til tingene i Fredericia. Han pendler fra Herning hver dag sammen med den tidligere FCM-akademispiller, Frederik Christensen, som er på fast kontrakt i FC Fredericia. Derudover har han et tæt forhold til en anden FCM-udlejespiller, Valdemar Birksø.

Den 19-årige offensivspiller taler ligeledes positivt om udfordringerne i Danmarks næstbedste fodboldrække.

– Jeg er positivt overrasket over 1. division. Det er et rigtigt højt niveau, og det er meget fysisk fodbold. Det passer mig fint, fordi jeg lærer, hvordan jeg skal bruge min krop for at stå imod. Det er god læring for mig, og det er utroligt givende at få seniorerfaring i den her liga.

– Mit fokus er på at blive bedre til at træffe de rigtige beslutninger på de rigtige tidspunkter. Derudover skal jeg blive endnu bedre til at beskytte bolden og hjælpe holdet på den måde. Jeg ønsker selvfølgelig også at score mål, men det handler lige så meget om at blive bedre i andre aspekter af spillet, siger Frederik Heiselberg, som brugte store dele af 2021/2022-sæsonen på skadeslisten.

– Det er en gave at kunne være skadesfri og bare fokusere på at spille en masse fodbold. Det vigtigste for mig er at spille så meget som muligt, og det nyder jeg virkelig.

Overblik over udlejninger

Aral Simsir – Lillestrøm SK – 3 kampe
Valdemar Birksø – FC Fredericia – 10 kampe
Frederik Heiselberg – FC Fredericia – 12 kampe, 5 mål
Oliver Olsen – FC Fredericia – 12 kampe
Marrony – Fluminense FC – 10 kampe
August Priske – Jong PSV – 5 kampe, 1 mål
Victor Lind – HamKam – 3 kampe
Victor Bak – Hobro IK – 4 kampe
Ousmane Diomande – C.D. Mafra – 7 kampe
Obule Sunday Moses – C.D. Mafra U23 – 2 kampe
Fabrice Mezema – Holstebro Boldklub – 3 kampe