Akademiet

Svære udekampe for talenterne

Begge akademiholdene hentede storsejre i sidste weekend, men forventer denne lørdag en hård matchning mod Randers' talenter.

07/10/22
Karsten Vestergaard
Foto: Daniel Stentz

Begge akademiholdene hentede storsejre i weekenden, men forventer en hård matchning mod Randers’ talenter lørdag eftermiddag.

FCM U19 mødte i seneste spillerunde Esbjerg, og hjemme på EDC Arena gjorde de sort-røde kort proces med gæsterne.

I en kamp uden nogen spænding om udfaldet sejrede FCM U19 med 8-0, og dermed kunne Mark Ugboh i FCM-målet notere sig for sæsonens første ”clean sheet”.

– Jeg er meget tilfreds med vores offensive udtryk – at vi både scorer mange mål og skaber så mange chancer i løbet af kampen. Det er et område, hvor vi har set rigtigt godt ud her i starten af sæsonen, fortæller Kenneth Andersen.

Forud for mødet med Randers er FCM U19 da også U19 Ligaens mest scorende mandskab. 29 mål – eller lidt mere end fire mål per kamp – er det blevet til for ulvene. I den anden ende har man lukket 13 mål, hvilket Kenneth Andersen medgiver er lige i overkanten:

– Ja, vi har indkasseret lidt for mange, og jeg synes også vi har givet for mange chancer væk. Derfor var kampen mod Esbjerg også positiv, fordi får lukket godt af. Jeg synes også vi er blevet mere stabile og bedre til at forsvare os, men der skal vi stadig forbedre os, udtaler FCM-træneren.

På lørdag tager han turen til Randers’ anlæg – et sted Andersen næppe har de bedste minder fra. I sidste sæsons åbningskamp satte FCM U19 en 2-0 føring over styr ved at indkassere to mål dybt inde i overtiden.

– Jeg tror det bliver en helt anden kamp end mod Esbjerg, også med færre mål. Randers er et fysisk meget stærkt hold, og jeg forventer de vil forsøge at gøre det til en duel-kamp, og det skal vi vise, at vi kan stå imod og spille os ud af. Men der er ingen tvivl om, at det bliver en svær kamp. De statistikker, vi har adgang til, viser, at Randers præsterer rigtig godt både offensivt og defensivt, fortæller Andersen.

FCM’s trænerteam er op til kampen i den positive situation, at de kan vælge fra en skades- og karantænefri trup. Der er kampstart lørdag kl. 13.00.

U17: Tingene begynder at falde i hak

Også hos FCM U17 var der lutter smil og glade dage efter seneste spillerunde. Det yngste akademihold leverede en helstøbt indsats og vandt med 6-0 over Esbjerg, efter 4-0 ved halvleg.

– Først og fremmest hæfter jeg mig ved, at det var en god holdpræstation, hvor vi agerede samlet – både når vi angreb, og når vi forsvarede. Når vi gør det, giver det sig også udslag i nogle gode individuelle præstationer, for dem var der også mange af i lørdags, fortæller Allan K. Jepsen og uddyber:

– Det er noget, hvor jeg kan se en udvikling siden opstarten. Vi er gået fra at spille ret individuelt til at spille mere og mere som et hold, og jeg kan se, at spillerne er mere afklarede. De har en bedre forståelse af, hvad deres egen rolle er, og hvad makkeren ved siden af vil gøre i kampene, fortæller FCM U17’s cheftræner.

Nu venter der en af sæsonens svære udekampe mod altid godt organiserede Randers. Det bliver et møde mellem to formstærke hold. Begge mandskaber har hentet otte point i deres tre seneste kampe, og Allan K. Jepsen har da også stor respekt for Kronjyderne.

– Det er et hold, der arbejder benhårdt, og når det gør løs, forventer jeg, at vi arbejder mindst lige så hårdt. Derudover ønsker jeg, at vi fortsætter den fremadrettede stil, hvor vi er offensive, både når vi forsvarer og er på bolden, udtaler FCM-træneren.

U17-kampen fløjtes i gang umiddelbart efter U19 opgøret er slut, kampstart kl. 15.15. Også hos U17 meldes truppen skadesfri og alle mand klar til kamp.