Førsteholdet

Dalsgaard: Vi begynder at se stærke ud

Henrik Dalsgaard sætter ord på søndagens vigtige sejr i Aarhus. Ifølge den 33-årige forsvarsspiller begynder midtjyderne at se stærke ud.

09/10/22
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

På stor fight, til tider flot spil og en vigtig scoring i kampens døende minutter sikrede FCM søndag en 1-0-sejr i Aarhus.

Henrik Dalsgaard sætter ord på de tre point, som gav midtjyderne et solidt nøk opad i 3F Superliga-tabellen.

– Vi gør det, vi skal, og vi bliver ved med at presse på helt indtil slutfløjt. Albert (Capellas, red.) siger det meget godt efter kampen, da han fortæller, vi skal være bedre til at spille hurtigere i nogle situationer. Men vi giver ikke op, bliver ved med at presse på, og til sidst bliver vi belønnet for det, fortæller Henrik Dalsgaard og fortsætter:

– Jeg synes, det er fuldt fortjent, men vi skulle have scoret tidligere. Mange fodboldspillere kan nikke genkendende til, hvor svært det kan være at spille i overtal så lang tid. AGF pakkede sig, og de var gode til at lukke de små rum ned.

– 2. halvleg bliver lidt for rodet i forhold til det, vi gerne vil. Vi prøver at tage styringen og presse tempoet så højt op, som vi overhovedet kan. Vi skaber rigeligt med chancer, og det er fuldt fortjent, at vi vinder.

Alt om 1-0-sejren: Vigtige tre point i Aarhus

Søndagens triumf betyder, at holdet nu er ubesejrede i seks kampe, mens 1-0-sejren samtidig var det andet cleansheet i sæsonen. Henrik Dalsgaard ser præstationen i Aarhus som endnu et tegn på, at midtjyderne er på rette vej.

– Det er super fedt at holde målet rent. Vi går hele tiden efter at bygge på med de idéer, Albert kommer med, og det her var endnu et skridt på vejen, siger den vikarierende anfører og fortsætter:

– Vi har fundet noget stabilitet, og selvfølgelig vil vi gerne have endnu flere point og konvertere det gode spil til sejre. Jeg synes, vi begynder at se stærke ud.

Henrik Dalsgaard og co. blev hjulpet godt på vej af et fyldt udebaneafsnit, hvor intet mindre end 1400 midtjyske tilhængere havde taget turen til Ceres Park.