Førsteholdet

Dreyer: Spiller knap så godt, men får sejren

Anders Dreyer sætter ord på søndagens 2-1-sejr over AC Horsens, hvor den 24-årige offensivspiller selv scorede det udlignende mål.

17/10/22
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Med et signaturspark curlede Anders Dreyer bolden over i det lange målhjørne efter 22 minutters spil. Målet kom kort tid efter, at gæsterne fra AC Horsens havde bragt sig foran.

En vigtig udligning både for holdet og FC Midtjylland-topscoreren selv.

– Det er dejligt at score den slags mål. Det er det, jeg træner på i hverdagene mellem alle vores kampe. Så det er bare skønt at se bolden gå ind på den måde, siger Anders Dreyer.

To personer straffet for ølkast

Den 24-årige offensivspiller hæfter sig derudover ved sejrens vigtighed i en særdeles tæt 3F Superliga.

– Da vi kom bagud, har man tidligere set, at andre hold har svært ved at komme tilbage mod dem, men det synes jeg, vi fik gjort hurtigt efter deres scoring. Herefter sad vi på det. Selvfølgelig hjalp det lidt, at de fik et rødt kort til slut, så vi kunne spille i overtal. Det viste sig at blive en dødbold, som skulle afgøre det.

– Det er supervigtigt, at vi får de tre point. Vi vidste, at Horsens er svære at spille mod, og det viste de også i dag.

– Sejren betyder meget. Førhen har vi måske spillet en rigtig god kamp og kun fået et point. I dag spiller vi måske knap så godt og får tre. Det viser, at vi er kommet langt, når vi kan spille knap så godt og stadig få sejren, fortæller Anders Dreyer.

Den målfarlige venstrebensspiller er nu oppe på syv scoringer i 12 ligakampe for den igangværende sæson. Fornyligt rundede han 100 kampe i Midtjylland-trøjen, for hvem han har genereret det højest samlede mål- og assisttal i hele 3F Superliga siden sin debut i februar 2020.