Torsdag fandt tredje udgave af det midtjyske derby i det nuværende kalenderår sted, da Energi Viborg Arena dannede ramme om 1/8-finalerne i DBU Pokalen.
Desværre var præstationen langt fra god nok denne kolde efterårsaften i Viborg. Et fyldt udebaneafsnit fortjente en stor præstation, men en skuffende 1. halvleg dannede fundamentet til et exit i dette års DBU Pokalen.
Start XI (4-3-3): Jonas Lössl, Mads Døhr Thychosen, Stefan Gartenmann, Juninho, Nikolas Dyhr, Emiliano Martínez, Oliver Sørensen, Kristoffer Olsson, Anders Dreyer, Sory Kaba, Edward Chilufya.
Efter 14 minutter lå bolden i Jonas Lössls bur for første gang, da Mads Søndergaard sparkede en nedfaldsbold fladt i det lange hjørne.
Kort tid efter var den gal igen, da et Viborg-spark ramte stolpen. Kuglen gik i spil igen, og først ude af startblokken var Nicolas Bürgy, som scorede til 2-0.
Efter 22 minutter viste midtjyderne det første tegn på farlighed, da Edward Chilufya trak ind i banen og forsøgte sig med et spark. Afslutningen var dog intet problem for viborgensernes Mikkel Andersen, som har en fortid i FCM. Kort tid efter var også Anders Dreyer tæt på efter et Nikolas Dyhr-indlæg fra venstresiden.
Selvsamme Anders Dreyer havde et flot spark fra distancen efter knap en halv times spil, men bolden strøg lige akkurat den forkerte side om trekant-sammenføjningen.
Udeholdet åd sig stille og roligt ind i opgøret, men ti minutter før pause blev de lilla-klædte fanget i en kontra. Ibrahim Said strøg igennem, og alene med Jonas Lössl lagde den nigerianske offensivspiller bolden i netmaskerne.
FCM kom bedre ud til 2. halvleg, og efter 53 minutter kom reduceringen. Anders Dreyer sendte en flad bold ud i højresiden, hvor indskiftede Gustav Isaksen stod. Den 21-årige offensivprofil firsttimede sit spark, så kuglen strøg fladt i fjerneste målhjørne. 3-1 og et glimt af håb.
Resten af opgøret blev en rodet affære med muligheder i begge ender. Da dommer Mikkel Redder fløjtede de 90 minutters fodbold af, lyste resultattavlen dog fortsat 3-1, og dermed er FCM ude af dette års DBU Pokalen.
En aften som bød på en præstation, der på beklagelig vis står tilbage som et sort minde.