Akademiet

Kenneth Andersen ser tilbage på et flot efterår for U19

Lørdag runder U19-holdet et flot efterår af, som hidtil har budt på 11 sejre af 12 mulige. Cheftræner Kenneth Andersen ser tilbage på første halvdel af sæsonen.

11/11/22
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

11 sejre ud af 12 mulige og en førsteplads i U19 Ligaen. Derudover en målscore på 48-18 og flere spillere, som i løbet af månederne har fået debut på FCM’s Superligahold.

Det har været et godt efterår for de ældste akademister, og cheftræner Kenneth Andersen udviser derfor også tilfredshed over holdets udvikling siden sæsonåbneren i start august.

– Jeg synes, drengene fortjener kæmpe ros. Vi var lidt udfordrede i sæsonopstarten, fordi vi havde svært ved at få tingene til for alvor at fungere som hold. Spillerne har meget hurtigt fundet nogle gode relationer, og vi har udviklet os til at være utroligt stærke som hold, fortæller Kenneth Andersen og fortsætter:

– I starten havde vi nogle offensive ting, som fungerede okay. Nu synes jeg, vi har nogle offensive ting, som fungerer sindssygt godt. Her skal der lyde en kæmpe ros til ‘Duncan’ (assistenttræner, red.), som har arbejdet med den del af spillet. Vores målsnit siger noget om, hvor giftige vi har været rent offensivt.

De unge FCM’ere har et målsnit på fire mål pr. kamp, og holdet er det klart mest scorende mandskab i U19 Ligaen.

– Der er blevet opbygget nogle relationer mellem spillerne, mens vi selvfølgelig også har Gustav Christensen, som har lavet 18 mål. Men derudover er målene spredt ud over mange spillere, der har været gode til at tage løb for hinanden og skabe de nødvendige relationer, siger Kenneth Andersen, som samtidig roser den defensive udvikling gennem efteråret.

Unikt sammenhold

U19-drengene har gennem efteråret fået skabt sig et unikt sammenhold, og det er en af forklaringerne på de flotte resultater.

– Truppen er blevet hurtigere homogen og sammentømret, end jeg havde turdet håbe på til at starte med. Vi har gjort mange forskellige små ting for at få gruppen til at fungere. Noget af det på træningsbanen og andet i mødelokalet, siger Kenneth Andersen og uddyber:

– Samtidig er vi meget priviligeret af, at drengene bor sammen på Sportsstar College. De har en hverdag sammen uden for fodbolden, og det tror jeg har stor betydning.

Lørdag afslutter de ældste talenter efteråret med en udekamp i Vejle. En sejr vil sikre et hul på minimum fem point ned til 2. pladsen hen over vinterpausen.

– Det vil betyde rigtigt meget at slutte godt af. Men jeg synes, drengene har haft enorm respekt for alle vores modstandere. De har ikke kun kunne spille mod de bedste modstandere, men alle har været fokuserede omkring deres egne præstationer til hver eneste kampe. Ingen har taget for let på det, og derfor går vi ind til opgøret mod Vejle med en kæmpe respekt, ligesom vi har haft overfor alle andre.

Fire debutanter på førsteholdet

I løbet af efteråret har fire akademister fået debut på førsteholdet under cheftræner Albert Capellas: Valdemar Byskov, Andreas Nibe, Pontus Texel og Gustav Christensen.

Noget som vækker stor glæde hos U19-cheftræner Kenneth Andersen:

– Det er det allerbedste, fordi det er noget, vi arbejder for hver eneste dag. Alle på holdet skal vide, at det er deres fortjeneste, når en fra holdet får debut, fordi de har været med til at gøre den enkelte god. Det bedste ved vores arbejde er, når man ser, at en spiller løber ind og får sin debut. For os er det en stor sejr.

Er der nogle U19-præstationer, som særligt stikker ud i løbet af efteråret?

– Sejren over FCK ligger lige for, og der var tale om en rigtig flot præstation. Derudover synes jeg, at sæsonens første kamp, hvor vi spiller ude mod FC Nordsjælland, er en af dem, som står for mig som en rigtig god præstation. Her var vi bedst på alle parametre på en meget svær udebane, siger Kenneth Andersen.

Efter weekendens kamp mod Vejle venter De Nordiske Mesterskaber i Spanien fra slut november til december. Herefter går holdet på vinterferie, inden drengene påbegynder træningen igen i start januar.