Der er mange, som ønsker at se FCM spille fodbold, når de tænder for tv’et. Kun FC København er blevet set af flere mennesker på de danske kanaler i løbet af efteråret.
Midtjyderne har deltaget i både 3F Superliga, DBU Pokalen og europæisk fodbold, hvilket har genereret et samlet seertal på 2.805.000 målt over 28 kampe. Holdets første kamp i pokalturneringen mod FA 2000 blev ikke tv-transmitteret.
Brøndby ligger nr. 3 på listen med 2.721.000 seere, mens Silkeborg følger trop med 1.924.000, inden AGF kommer på 5. pladsen med en total på 1.603.000 seere.
– Selvom vi ikke har leveret vores bedste fodbold i løbet af efteråret, viser tallene, at vi har præsteret godt i rigtig mange år. Vi er sluttet i top 2 de seneste fem sæsoner samt vundet to mesterskaber, to pokaltitler og deltaget i tre europæiske gruppespil. Det her viser, at hvis man først har været kontinuerligt god resultatmæssigt, forsvinder det ikke over natten, fortæller kommerciel direktør, Jacob Jørgensen og fortsætter:
– Som brand har vi fået opbygget noget, der holder ved. Vores tilskuertal vækster, SoMe-tallene vækster, og vores tv-tal vækster. Når det hele vækster, skyldes det, at vi i de forgange år har gjort det så godt, at vi har fået opbygget en stor skare af følgere.
Seervækst på 16 procent
Med til historien skal det nævnes, at FC Midtjylland – modsat flere af de andre danske fodboldklubber – har spillet europæisk fodbold. Det har betydet flere kampe og dermed en større mulighed for eksponering. Samtidig er det værd at notere, at seertal fra streaming ikke tæller med i opgørelsen, hvorfor der her eksisterer nogle mørketal.
Tager man udelukkende udgangspunkt i 3F Superliga, hvor alle hold har spillet 17 kampe, er FCM stadigvæk det næstmest eksponerede hold med 1.767.000 seere. Kun Brøndby ligger over.
– Vi har en seervækst på 16 procent i 3F Superliga sammenlignet med efteråret sidste år. Det er vigtigt, vi kan vise vores partnere, at når man er sponsor i FC Midtjylland, opnår man en høj eksponering, siger Jacob Jørgensen og uddyber:
– Jo flere seere der er, jo mere har man fået for sine penge. Derfor er tv-tallene ikke kun for sjov, og vi bruger tabellen til at vise, at vores sponsorer får noget for pengene.
– Derfor er det betryggende at se, at vi også ligger nr. 2 i 3F Superliga, hvor alle har spillet det samme antal kampe. Vi mangler fortsat nogle kampe i grundspillet, som vi forventer store seertal til, så vi håber og tror på, at vi også vil ligge i toppen af listen, når sæsonen er ovre.