Førsteholdet

De udlejede FCM’ere: Victor Bak har lagt på sit spil i Hobro

Den 19-årige forsvarsspiller har nydt godt af fast spilletid på 1. divisionsmandskabet Hobro IK i et efterår, hvor nordjyderne blandt andet var tæt på at slå FC København ud af DBU Pokalen.

22/11/22
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

I slutningen af sommerens transfervindue blev det offentliggjort, at Victor Bak skulle spille resten af 2022 i Hobro. Den periode er nu forbi, og den 19-årige forsvarsspiller kan se tilbage på 12 kampe og et mål i den gule spilletrøje.

Nu fortæller Victor Bak om de seneste måneder, der har budt på uvurderlig seniorerfaring.

– Inden jeg tog afsted, fik jeg at vide, det var en god klub med nogle gode mennesker. Det fik jeg virkelig bekræftet. Der var nogle fantastiske mennesker deroppe, som tog godt imod mig, og jeg sætter virkelig pris på de seneste måneder i Hobro, fortæller Victor Bak.

De udlejede FCM’ere: Heiselberg har fået gang i målscoringen

Debuten i Hobro blev ikke som håbet, da den tidligere Superligaklub indkasserede et smerteligt 6-0-nederlag til Hvidovre. Herefter fik holdet sat en prop i, og trods en placering som næstsidst i NordicBet Liga, står holdet noteret for rækkens tredjebedste defensiv.

– Vi fik en skidt start i Hvidovre, men derudover synes jeg, det er gået okay. Jeg har spillet næsten fuld tid i alle kampe, og som forsvarsspiller har jeg været glad for, at vi kunne lukke af.

– I mange af kampene kunne vi ikke rigtig få sat vores offensiv i spil. Men jeg synes, at selvom det ikke altid gik, som vi ønskede, blev vi ved med at kæmpe. Folk arbejdede hårdt, og vi vandt for eksempel også 3-0 mod Vejle, siger Victor Bak, der scorede i sejren over Superliganedrykkerne.

Tæt på at slå FCK ud

Hobro var tæt på at levere en af årets største overraskelser, da holdet spillede 1-1 mod FC København i DBU Pokalens 1/16-finaler. Først efter straffesparkskonkurrence trak københavnerne sig sejrrigt ud af opgøret, som Victor Bak startede inde i.

– Det var en stor oplevelse at spille mod FCK. Vi var meget tæt på at gå videre, og det var superfedt at være med til, siger Victor Bak om et opgør, hvor Hobro var tæt på at levere en præstation mod alle odds.

Kampen mod hovedstadsklubben var blot en af flere gode oplevelser, som Victor Bak tager med sig fra tiden i det nordjyske:

– Det har været helt fantastisk, og Hobro skal have kæmpe cadeau for den måde, de tog imod mig på. Der var ikke en eneste, som ikke bød mig varmt velkommen.

– Uden at fornærme Hobro kan jeg godt sige, at det ikke er verdens største klub. Alle kender hinanden der. Den har samtidig det til fælles med FCM, at den bærer præg af at være en familieklub, lyder det fra Victor Bak.

Nye opgaver og stor udvikling

Victor Bak spillede en stor del af kampene i Hobro som venstre wingback i en 3-5-2, selvom han gennem karrieren mest har været at finde på en traditionel venstre back eller i midterforsvaret. Den 19-årige forsvarsspiller fortæller, at de nye opgaver har været med til at udvikle ham yderligere.

– I alle mine ungdomsår har jeg været meget defensivt orienteret, mens jeg måske har manglet noget offensivt. Det føler jeg faktisk, jeg har fået lagt på i Hobro, fordi det samtidig var min rolle at skabe noget på egen hånd. Positionen har ikke været altafgørende, og for mig har det primært handlet om at spille en masse minutter, siger Victor Bak.

Den tidligere ungdomslandsholdsspiller er nu tilbage i FCM, hvor han træner med førsteholdstruppen, der går på ferie den 27. november og vender tilbage til vinteropstarten den 3. januar 2023.

– Jeg tager det hele stille og roligt. Jeg gør alt for at gøre mig fortjent til at spille, og hvis det ikke sker, kan det være, jeg skal ud igen. Jeg føler, jeg har fået mere ro på bolden og mere overskud. Samtidig har jeg døjet meget med skader tidligere, og nu har jeg været i et kontinuerligt forløb, hvor jeg har spillet en masse. Det betyder meget, lyder det fra Victor Bak.

Overblik over udlejninger

Aral Simsir – Lillestrøm SK – 6 kampe
Valdemar Birksø – FC Fredericia – 17 kampe
Frederik Heiselberg – FC Fredericia – 18 kampe, 6 mål
Oliver Olsen – FC Fredericia – 18 kampe, 2 mål
Marrony – Fluminense FC – 13 kampe
August Priske – Jong PSV – 9 kampe, 1 mål
Victor Lind – HamKam – 7 kampe
Victor Bak – Hobro IK – 12 kampe, 1 mål
Ousmane Diomande – C.D. Mafra – 11 kampe
Obule Sunday Moses – C.D. Mafra U23 – 4 kampe
Fabrice Mezema – Holstebro Boldklub – 11 kampe, 1 mål