I årets adventskalender fortæller Ove Pedersen om nogle af de skøre øjeblikke gennem sine mere end 40 år i fodboldbranchen.

Denne søndag kan du blandt andet læse om dengang, “Ove P” og hans kone tog kørekort i det kontroversielle VM-værtsland, Qatar. Det foregik på en anden – og noget mere utraditionel måde – end vi kender til i Danmark.

Humoristisk køreprøve

Jeg har oplevet mange skøre ting, da jeg trænede fodbold i Qatar fra 1996-1997. En af dem, jeg særligt husker tilbage på, var dengang jeg skulle tage kørekort i landet, fordi mit europæiske kørekort ikke var gyldigt dernede.

Vi var to mand – en af mine fysioterapeuter og mig – som var oppe til teoriprøven samtidig. Da vi sad sammen inde i teorilokalet, spurgte kørelæreren “hvem af jer vil starte?”

“Det kan jeg godt,” sagde jeg. Jeg svarede mundtligt på det, han spurgte om. Det gik godt, og jeg bestod. Da jeg var færdig, var det så min fysioterapeuts tur, og han fik så akkurat de samme spørgsmål, som jeg netop havde siddet og svaret på for øjnene af ham.

Noget tid efter ville min kone også have et qatarsk kørekort. Det skulle ske med kort varsel, fordi jeg skulle hjem til Danmark på træningslejr, og derfor var det vigtigt, at hun kunne køre, mens jeg var væk.

Da vi ankom til det sted, hvor man ansøger om at tage kørekort, blev vi mødt af kolossalt lange køer for at komme hen til de luger, som politibetjentene sad ved for at tage imod folks beretninger og ønsker.

En af politibetjentene spottede mig pludselig. Jeg spillede tilfældigvis fodbold med ham i min fritid, og han reagerede hurtigt, lukkede sin luge ned og gik hen imod mig. “Hey coach, hvad skal du have?”

“Det er fordi, min kone skal have kørekort,” fortalte jeg. “Okay, kom med her!” sagde han og bad os følge efter. Han gik udenom de lange køer, lukkede en ny luge op til os og fandt en mappe frem med forskellige vejskilte. Han spurgte min kone ind til to vejskilte. “Hvad skal man her?” sagde han.

På det ene skilt stod der “No parking”, og på det andet stod der “Parking”. Det kunne hun naturligvis nemt svare på, og så havde hun simpelthen bestået sin teoriprøve. Herefter skulle hun ud til køreprøven, som foregik i den bil, vi selv var ankommet i. Det var en bil med automatgear, og sådan en havde min kone aldrig nogensinde prøvet at køre i før.

Hun nåede at blive nervøs, men heldigvis var det den hurtigste køreprøve, jeg nogensinde har oplevet. Hun kørte rundt om en stor boligblok, og så havde hun bestået og fik derefter sit kørekort.

Jeg tænker ikke, det var foregået på den måde, hvis jeg ikke havde været landstræner. Det viser hvilke ekstra beføjelser, man får, hvis man er et genkendeligt ansigt i Qatar.

Absurde kampsituationer

Fodboldmæssigt er Qatar meget udansk. Da jeg stod i spidsen for den første kamp med U17-landsholdet, blev jeg taget med bukserne nede.

Under kampene sad der en qatarer nede på sidelinjen hos mig, som var manager for holdet. I min debutkamp kom han hen til mig og fortalte, at præsidenten var i røret. “Præsidenten vil gerne vide, hvorfor ham der spiller,” sagde han og pegede ud på banen.

Jeg svarede ham tilbage og gav min mening til kende, hvilket er lidt utraditionelt. Det er normalt ikke noget, man gør dernede.

Efterfølgende gik jeg ind på præsidentens kontor og fortalte, at jeg ikke havde noget imod, at han stillede spørgsmål – han skulle bare ikke gøre det under kampene. Men det gjorde de dernede – særligt hvis vi var bagud. Jeg blev tit ringet op under kampene, og det var et bevis på, at qatarerne slet ikke kan tåle at tabe. Det så vi også i åbningskampen til VM, hvor folk smuttede tidligt fra stadion, fordi holdet var bagud 2-0.

Jeg oplevede selv qatarernes holdning til at tabe, da vi var med i en stor turnering. Her slog vi Libanon i den første kamp. Det var et flot resultat, og alle kom hen og klappede mig på skulderen og fortalte, at jeg var verdens bedste træner.

Kort tid efter spillede vi mod Oman og tabte. Efter den kamp var der ingen, som ville snakke med mig – hverken assistenter, læger, fysioterapeuter eller manageren. De var bange for, at jeg ville blive fyret, og derfor turde de ikke være sammen med mig. Fra at være verdens bedste træner var jeg pludselig det sorte får.

Det endte så med, at vi vandt den sidste kamp i turneringen, og med et trylleslag blev jeg pludselig igen set som en konge.