Klubben

Kendelse fra Disciplinærinstansen efter pokalkampen i Viborg

FC Midtjylland straffes med en bøde på en kvart million og et tomt udebaneafsnit til kampen med Viborg FF den 20. februar. Klubben accepterer afgørelsen.

28/11/22
Mads Jakobsen
Foto: FC Midtjylland

I forbindelse med pokalopgøret mod Viborg FF på Energi Viborg Arena den 10. november blev et skuffende pokalexit fulgt op af en utilstedelig opførsel af enkelte tilskuere.

På baggrund heraf har Disciplinærinstansen tildelt FC Midtjylland en bøde på 250.000 kroner og frataget klubben retten til et sektioneret tilskuerafsnit til udekampen mod Viborg FF i 3F Superliga den 20. februar.

FCM uddeler karantæner efter uroligheder i Viborg

– Vi er fortsat dybt frustrerede og skuffede over de episoder, der udspillede sig i forbindelse med pokalkampen, fortæller marketing- og supportdirektør i FCM, Preben Rokkjær.

– Vi anerkender og accepterer den straf, som Disciplinærinstansen har afsagt og tager samtidig skarp afstand fra de enkelte individer, som skader klubben og ødelægger fodboldoplevelsen for de mange, som ellers har skabt en fantastisk stemning omkring klubbens ude- og hjemmekampe, og nu også er ansvarlige for, at holdet ikke får opbakning i en vigtig udekamp i 3F Superliga.

Karantæner og bøder

Urolighederne opstod på tribunen efter slutfløjt og fortsatte efterfølgende udenfor stadion.

I samarbejde med politiet har FCM identificeret 20 personer, som alle tildeles straffe i form af karantæner og bøder.