Akademiet

U17 drager også til De Nordiske Mesterskaber

I den kommende uge deltager U17 i De Nordiske Mesterskaber, når det næstældste akademihold skal dyste mod Skandinaviens bedste fodboldtalenter.

07/12/22
Kasper Petersen
Foto: Daniel Stentz

Ligesom det ældste akademihold har U17 fået en invitation til De Nordiske Mesterskaber grundet sidste sæsons top tre-placering i den hjemlige liga. Derfor er U17-mandskabet kørt til Borås i Sverige, hvor de i løbet af den næste uge skal spille fire kampe på blot fem dage.

U19 vandt bronze ved De Nordiske Mesterskaber

Turneringen forløber således, at de otte deltagende hold bliver fordelt i to klassiske gruppespil. Fire hold dyster indbyrdes i et enkelt opgør mod hver modstander. Når gruppespillet er overstået, vil der blive spillet en placeringskamp mod holdet fra den anden gruppe, der endte på samme position.

FC Midtjylland er blevet placeret i gruppe med den norske traditionsklub Rosenborg BK, som U19-mandskabet ekspederede ud af UEFA Youth League med hele 14-3 sidste år, samt svenske Halmstads BK og IFK Göteborg.

Den anden gruppe huserer to velkendte navne fra Danmark i form af FC København og OB samt FK Haugesund og Hammarby IF.

Det tætte kampprogram kommer til at indebære udfordringer, men U17-cheftræner Allan K. Jepsen fortæller, at tidligere erfaring fra internationale turneringer nu kommer til gode.

– Det bliver en udfordring for vores drenge at skulle præstere i 90 minutter med så kort restitution mellem kampene. Vi i trænerteamet har et stort ansvar for at bringe friske spillere på banen, men vi har prøvet det før i lidt mindre grad.

– Blandt andet da vi var i Tyskland, hvor vi i bagende sol var ude for nogenlunde det samme. Men vilkårene er de samme for alle hold, og her skal vi trods alt spille i 12 til 14 grader i en hal, hvor der ikke er en vind, som rører sig, så mon ikke det går, fortæller cheftræner Allan K. Jepsen.

En vigtig del af FC Midtjyllands 2025 vision er ambitionen om en top 50-placering på UEFA’s klubkoefficient-rangliste. Derfor er det guld værd for de unge spillere at få international erfaring allerede i en tidlig alder, fortæller cheftræneren.

– Det er altid godt at blive matchet mod nogle andre hold end dem, vi spiller mod i Danmark. Vores mål er som altid at vinde, men det vigtigste for os er at se, hvordan drengene agerer i andre omgivelser, end de er vant til, både på og uden for banen.

Når turneringen er færdigspillet, kan du læse alt om FCM U17’s præstation ved De Nordiske Mesterskaber på fcm.dk.