Akademiet

Bøndergaard skifter til Esbjerg fB

Akademi-forsvarsspilleren forsætter karrieren hos EfB i 2. division

11/01/23
Mads Jakobsen
Foto: Daniel Stentz

Efter at have optrådt for FC Midtjylland fra U14 til U19 fortsætter Malthe Bøndergaard på vestkysten, hvor Esbjerg fB har udstyret den 17-årige forsvarsspiller med en fast aftale.

Den tidligere U16-landsholdsanfører har haft svært ved at tilkæmpe sig spilletid på U19-holdet i det midtjyske.

– Vi har haft en god dialog med Malthe om den sportslige udvikling og fremtiden i Midtjylland, hvor vi har været enige om, at vejen til spilletid er blevet for lang. Vi har derfor afsøgt mulighederne for nye udfordringer og vi sender ham til Esbjerg med gode anbefalinger. Han har været vellidt blandt medspillere og trænerne og altid ydet sit bedste. Vi ønsker ham alt det bedste i fremtiden, fortæller akademichef Flemming Broe.

Malthe Bøndergaard voksede op på Holmsland vest for Ringkøbing og gjorde her hurtigt opmærksom på sig selv, hvilket betød, at han blev optaget på FCM’s Elitefodboldskole i Herning. Her blev han blandt andet blev kåret til årets U14-spiller og siden var anfører på det U15-hold, der i sommeren 2019 vandt Crowne Plaza Cup.