Den 28. juli 2021 fik Victor Lind sin officielle FCM-debut, da den unge akademispiller indtog den store europæiske scene mod Celtic. Siden da er det blevet til 39 kampe yderligere i sort og rødt, inden turen i sommer gik til norske HamKam, hvor det 19-årige stortalent blev sendt et halvt år på udleje.
Nu er Victor Lind tilbage i det midtjyske, og han ser tilbage på en lærerig tid i den norske Eliteserien.
– Det er skønt at være tilbage sammen med mine venner her i klubben, selvom jeg fik en del ud af at være i Norge. Jeg lærte at stå på egne ben og fik set, hvad det vil sige at være i udlandet, siger Victor Lind og fortsætter:
– Jeg lærte en del både på og uden for banen. Jeg fik de spilminutter, jeg manglede, og selvom resultaterne ikke altid gik vores vej, var det meget brugbart. Forskellen på HamKam og Midtjylland er, at HamKam spillede meget defensivt. Det var en oprykkerklub, som kæmpede om overlevelse, og på den måde mærkede jeg en forskel.
Tre unge spillere er tilbage fra lejeophold
Vil vise sine kvaliteter frem
Det blev til syv officielle kampe for HamKam, der som oprykker klarede målsætningen og sikrede overlevelse i den bedste norske fodboldrække.
Victor Lind nåede en enkelt kamp under Albert Capellas, inden han drog nord på, og den 19-årige offensivspiller er vendt tilbage til en ny trænerkonstellation med to nytiltrådte assistenttrænere.
– Det er spændende med et helt nyt trænerteam. Nu er planen, at jeg skal byde mig til, og så må vi se, hvad der sker. Jeg skal bare give den gas og gøre mit bedste, siger Victor Lind og fortsætter:
– Starten har været god. Der bliver spillet i et højt tempo til træning, og humøret i truppen er godt.
U21-landsholdsspilleren er heller ikke i tvivl om, hvad han skal bidrage med i jagten på at imponere det midtjyske trænerteam.
– Jeg er en tempospiller, der løber meget og sætter gang i offensiven. Jeg håber samtidig at kunne imponere trænerne med min sparketeknik. Der er helt klart en sult efter at få spillet mig ind på holdet igen, få scoret mål og sat nogle gode kampe sammen.