Førsteholdet

Aral Simsir: Jeg ved, det her kan blive rigtig godt

Aral Simsir er tilbage i FC Midtjylland efter et års lejeophold i norsk fodbold. Den 20-årige offensivspiller står på tærsklen til sit gennembrud, og nedenfor sætter han ord på den opadgående formkurve.

08/02/23
Christian Rothausen
Foto: Nikolaj Kramer

Efter 29 kampe i norsk fodbold er Aral Simsir tilbage i FCM, som han skiftede til i 2017 fra HB Køge. I Norge blev det til to gange lejeophold hos henholdsvis FK Jerv og Lillestrøm SK. To destinationer som har været med til at gøre ham til en endnu bedre fodboldspiller.

– Det har givet mig utroligt meget at være alene i Norge. Det har givet anledning til at reflektere over tingene. Jeg har tænkt meget over, hvad jeg har kunne gøre bedre, og mit mål har hele tiden været at vende tilbage til FCM i den bedst mulige version, siger Aral Smsir og fortsætter:

–  Til hver træning og kamp har jeg haft fokus på de ting, jeg ikke var god til. Det har primært været det defensive, og jeg har prøvet at lægge så meget på som muligt. Udenfor banen har jeg forsøgt at spise det rigtige, lavet ekstra træning og generelt levet mere professionelt, end jeg har gjort tidligere.

– Jeg er blevet bedre til at stå på egne ben. Jeg var alene om tingene – hvis jeg for eksempel ikke lige skulle starte inde eller fik en skade, så havde jeg kun mig selv til at finde ud af problemerne.

Aral Simsir fortæller samtidig, at særligt tilvænningen i Jerv var nem.

– Jerv er en familieklub, som ikke er særlig stor. Samtidig var der tre andre danskere på holdet, hvilket gjorde det endnu nemmere for mig. Vi lavede en masse sociale aktiviteter, så jeg husker tilbage på det som en god tid både socialt og sportsligt.

Et skridt tilbage, to skridt frem

– Great things from small beginnings, siger Aral Simsir og smiler.

Allerede for et år siden var Aral Simsir inde omkring FCM’s førstehold, men dengang manglede det sidste, og derfor gik turen til den norske Eliteserien.

– Inden jeg tog til Jerv, fik jeg ikke særligt meget spilletid, så jeg var i tvivl om min fremtid i FCM. Men nu hvor jeg kigger tilbage, er jeg virkelig glad for, at jeg tog til Norge. Jeg har udviklet mig ufatteligt meget, og det skal jeg fortsætte med nu. Man kan sige, at jeg har taget et skridt ned for at tage to skridt op, siger Aral Simsir.

Nu er den tyrkiske U21-landsholdsspiller igen en del af den midtjyske førsteholdstrup, hvor han har gjort god figur i opstarten første tre testkampe.

– Måden træneren viser mig tillid på gør, at jeg glæder mig ufatteligt meget til den her halvsæson. Jeg ved, det kan blive rigtig godt. Det er op til mig selv at vise, hvad jeg dur til, og jeg bruger tilliden som motivation, siger Aral Simsir, der er en del af et større ungt kuld, som er med på træningslejren i Portugal.

– Jeg er typen, der ønsker det bedste for alle. Jo mere spilletid os unge får, jo mere kan vi inspirere dem, der er yngre end os.

Aral Simsir står noteret for seks officielle førsteholdskampe i FCM. Han fik debut den 1. juni 2020 i en 3F Superligakamp mod AC Horsens.

Fire hurtige

Hvad er det bedste ved at være på træningslejr i Portugal?

– Hundrede procent vejret, men samtidig også at man kan lave så meget sjov og ballade med hinanden.

Hvad er det værste?

– Poolen er alt for kold!

Hvilken holdkammerat vil du helst undgå at bo på værelse med?

– Det er helt klart ‘Pi’ (Pione Sisto, red.). Han snorker alt for meget, og det kan jeg slet ikke være i. Ha ha.

Hvem bor du så på værelse med hernede – og hvordan er det?

– Mikkel Fischer. Det er virkelig godt. Vi kender hinanden fra både U17 og U19.

Video: De første dage i Portugal | Bagom FCM 13