Fredag aften stod vinterens sidste testkamp for døren, da FC Midtjylland stod over for IF Elfsborg på Estádio Municipal de Albufeira.
På svenskernes hold befandt sig to tidligere FCM’ere i form af Michael Baidoo og André Rømer, hvor førstnævnte startede inde.
Efter et kvarters spil opstod den første nævneværdige målchance på den kølige fredagsaften i Portugal. Elfsborg opsnappede en løs bold på banens sidste tredjedel, før Michael Baidoo strøg i dybden, men alene med Jonas Lössl sparkede den tidligere FCM-akademispiller et stykke forbi mål.
Midtjyderne svarede prompte tilbage, da Júnior Brumado fandt 18-årige Valdemar Byskov i det lille felt. Stortalentet fik hovedet på bolden, og kun en mirakuløs redning fra Elfsborg-keeperen holdt stillingen uden mål.
Chancerne kom som perler på en snor, og i det efterfølgende angreb trykkede svenskernes Simon Strand på overliggeren fra en position på feltkanten.
Kort før pause bragte Elfsborg sig i front, da en lang bold snød det midtjyske forsvar og endte for fødderne af Alexander Bernhardsson, som på kølig vis udplacerede Jonas Lössl. 0-1.
Stillingen holdt til pause, men FCM var millimeter fra at udligne kort inde i 2. halvleg, da Valdemar Byskov spillede indskiftede Edward Chilufya helt fri foran mål. Den zambiske fløjspiller mistimede på uheldig vis sit forsøg, og bolden røg i stedet på stolpen.
Udtur på et ellers flot gennemspillet angreb.
I spillets slutfase blev begge hold reduceret til ti mand, da Mads Døhr Thychosen og Elfsborgs Simon Strand blev sendt tildigt i bad efter at have været kommet i klammeri med hinanden.
Det lignede længe en Elfsborg-sejr, men i dommerens tillægstid dukkede Frederik Heiselberg op i feltet og udlignede til 1-1.
Dermed skulle det hele afgøres i straffesparkskonkurrence, hvor Jonas Lössl holdt to spark ude af buret og sikrede midtjyderne en 4-3-sejr. Oliver Sørensen, Frederik Heiselberg, Edward Chilufya og Charles scorede på deres spark fra 11-meterspletten.
FC Midtjylland 1-1 IF Elfsborg (str. 4-3)
36′ Alexander Bernhardsson 0-1
90′ Frederik Heiselberg 1-1
Start XI (4-3-3): Jonas Lössl, Joel Andersson, Henrik Dalsgaard, Juninho, Paulinho, Emiliano Martínez, Armin Gigovic, Kristoffer Olsson, Gustav Isaksen, Júnior Brumado, Valdemar Byskov.
Indskiftninger: Edward Chilufya (30′), Astrit Selmani (30′), Frederik Heiselberg (46′), Mads Døhr Thychosen (46′), Aral Simsir (60′), Oliver Sørensen (60′), Stefan Gartenmann (70′), Erik Sviatchenko (70′), Gustav Fraulo (70′), Charles (70′), Victor Bak (70′).