Akademiet

U17: Storsejr i forårspremieren

Nicolaj Tornvig og Mikel Gogorza kom begge på måltavlen to gange mod Brøndby IF, da U17 sejrede i årets første kamp.

18/02/23
Kasper Petersen
Foto: Kasper Petersen

FCM startede kampen bedst. Allerede i løbet af de første ti minutter testede Mikel Gogorza træværket, mens Christian Jørgensen fik underkendt et snævert offsidemål.

Men fem minutter senere kom årets første scoring. Gæsternes keeper var kommet langt ud af eget felt for at medvirke i opspillet, men hans holdkammerat solgte ham dyrt, da han serverede bolden til Nicolaj Tornvig. Et frit mål skal man ikke give U17 Ligaen-topscoreren, da Tornvig stille og roligt trillede bolden ind i det tomme bur til 1-0.

Seks minutter senere var Tornvig igen på pletten. En glimrende bold fra Mathis Konradsen sendte Sander Evjen-Brostrøm op ad linjen. Nordmanden fandt sin angrebskollega i feltet, som derefter tog en berøring, inden han fra en yderst spids vinkel, fordoblede føringen til hjemmeholdet.

Med ti minutter igen af 1. halvleg bragte Mikel Gogorza sit hold foran med 3-0. Sofus Johannesen afleverde bolden i dybden til Gogorza, og den midtjyske nr. 9 var sikker i sin sag, da han med en følt inderside sendte bolden ned i højre målhjørne.

Men gæsterne kunne med rette have fået en reducering før pausen. I det 41. minut fik de blå-gule annulleret et mål for offside, der mildest talt var tvivlsomt, før man i overtiden misbrugte en stor chance. Dermed gik ulvene til pause med en komfortabel 3-0 føring.

I anden halvleg nåede kampen at blive spændene i et lille minut, da Magne Norn tabte bolden efter et kort udspark. Det blev udnyttet af Brøndbys Nilas Yacobi, som reducerede til 3-1.

Men blot et minut senere genetablerede Mikel Gogorza tremåls-føringen. Qua nogle taktiske justeringer var Gogorza rykket ind som central angriber, og der gik ikke længe, før han udnyttede bagrummet og sparkede bolden ind ved nærmeste stolpe. 4-1 til midtjyderne.

Fire minutter senere faldt kampens sidste scoring. Gogorza gav bolden videre til indskiftede Sebastian Lodberg, der sendte bolden ind blandt venner og fjender. Det resulterede i et selvmål fra Brøndbys Lukas Larsen.

Tilfreds cheftræner

Sådan en præstation er der naturligvis ikke mange indsigelser til, fortalte en tilfreds cheftræner Allan K. Jepsen kort tid efter slutfløjt.

– Jeg synes, vi lykkedes rigtig godt med det, vi havde snakket om inden kampen, særligt i første halvleg. Vi får sat nogle af de dyder vi står for som hold – men også som klub – rigtigt godt i spil, og det kunne Brøndby ikke stå imod, sagde Allan K. Jepsen og fortsatte:

– 2. halvleg blev lidt mere rodet, hvilket vi også havde forventet. Brøndby kom hårdere ud fra pausen, og forsøgte at ændre nogle ting. Det lykkedes de til dels med, men det er alligevel os selv, som gjorde kampen en smule spændene igen, inden vi gik op og lukkede opgøret kort tid efter. Så alt i alt, når man slår et så godt hold så komfortabelt, kan man naturligvis ikke være andet end tilfreds.

Debut til Akwasi Owusu

I lørdagens kamp fik de fremødte på EDC Arena mulighed for at se en ny mand i aktion, da Akwasi Owusu fik debut efter hans vinterskifte fra FC Nordsjælland. En spiller med klare kvaliteter, som skal bringes i spil i foråret, forklarer Allan K. Jepsen.

– Akwasi har nogle klare fysiske kvaliteter i forhold til hans fart og hans power. Det vil vi rigtigt gerne få sat i spil, men der er også en integrationsperiode. Han skal lige lære vores form for angrebsfodbold kontra Nordsjælland, som også gør det rigtig godt, men det er klart, der er forskellige tilgange i klubberne. Men han er faldet godt til i de nye omgivelser, fortalte ghaneserens nye cheftræner.

Næste opgave for FC Midtjylland U17 er næste lørdag, når Sønderjyske venter på hjemmebane Der er kampstart kl. 15.15, og der er gratis adgang for alle interesserede.

Se stillingen, kampfakta og øvrige resultater fra U17 Ligaen.

FC Midtjylland U17 5-1 Brøndby IF U17 (3-0)

16′ 1-0 Nicolaj Tornvig
22′ 2-0 Nicolaj Tornvig
36′ 3-0 Mikel Gogorza
75′ 3-1 Nilas Yacobi
76′ 4-1 Mikel Gogorza
80′ 5-1 selvmål

FCM U17 (3-4-3): Liam Johan Selin – Mathis Konradsen, Magne Norn, Simon Kristiansen – Lasse Overgaard, Christian Jørgensen, Sofus Østergaard Grandjean Johannesen, Jonathan Lindekilde – Sander Evjen-Brostrøm, Nicolaj Tornvig Hansen, Mikel Gogorza, Akwasi Dwomfour Owusu (61′), Daris Catak (70′), Sebastian Lodberg (70′), William Kold Jensen (84′), August Emil Skyttehave Rytter (84′)