Han har repræsenteret de rød-hvide farver på både U16-, U17-, U19- og U20-landsholdet. Nu venter der potentielle minutter for det ældste ungdomslandshold, når Oliver Sørensen på mandag tilslutter sig de danske U21-herrer til træningskampene mod Ukraine og Schweiz.
– Det er dejlig at være udtaget. Jeg havde håbet på det – men ikke forventet det – så det er superfedt, fortæller den 21-årige midtbanespiller og fortsætter:
– De her landsholdsudtagelser giver mulighed for at spille og træne med en masse dygtige spillere fra andre klubber. Det er med til at give ekstra erfaring og en masse gode kampe under bæltet, og det har helt sikkert været med til at udvikle mig gennem årene.
Udtagelsen indikerer en ny epoke for Danmarks ældste talentårgang. Ved årsskiftet blev blandt andre Gustav Isaksen og Nikolas Dyhr nemlig for gamle til at repræsentere U21-landsholdet, hvorfor en ny årgang nu står klar.
– Vi skal hurtigt lære at fungere som hold, fordi det ikke er så lang tid, vi er afsted. Det er nok det, der adskiller sig mest fra hverdagen i klubben. Af erfaring ved jeg, at man hurtigt får skabt nogle relationer, når man har været samlet et par gange. Det er altid fedt at komme afsted og se nogle gamle venner, og jeg håber, vi kan få skabt et unikt sammenhold.
Victor Lind, som i øjeblikket er udlejet til svenske IFK Norrköping, er ligeledes udtaget. Derudover er de tidligere akademispillere Mads Hansen og Kristoffer Lund også en del af det nye U21-landshold.
– Der er selvfølgelig nogle nye ansigter, men flere af dem har jeg spillet sammen med på akademiet eller på nogle af de andre ungdomslandshold. Det er dygtige spillere allesammen, så det bliver spændende, siger Oliver Sørensen.
Før landsholdspligterne venter dog en uhyre vigtig kamp for Oliver Sørensen og resten af FCM-mandskabet, når Silkeborg IF søndag venter i grundspillets sidste opgør.
Oliver Sørensen står i alt noteret for 33 kampe på diverse ungdomslandshold. Her er det blevet til otte mål. Han står noteret for 35 kampe i Midtjylland-førsteholdstrøjen, hvor han debuterede i 2-1-sejren på udebane mod FC København den 28. juni 2020.