Han har vundet tre danske mesterskaber, to pokaltitler og spillet næstflest kampe nogensinde for FC Midtjylland.
Men nu er tiden i det midtjyske midlertidigt forbi for 31-årige Erik Sviatchenko, der efter sin anden periode i klubben skifter til den amerikanske MLS-klub, Houston Dynamo.
– Erik er en kæmpe kapacitet i FC Midtjylland. Han har repræsenteret os i mere end 300 kampe og forstår om nogen, hvad klubbens fundament og værdier er bygget på. Erik har haft lyst til et eventyr, og er nu blevet tilbudt en mulighed, der er god for både ham og FC Midtjylland, hvorfor vi har valgt at imødekomme det ønske, fortæller sportschef Svend Graversen og fortsætter:
– Vi har ikke ønsket at stå i vejen for Erik, som har gjort så meget for FC Midtjylland i sine to perioder i klubben. Han har været med til at vinde fem pokaler og spillet os i fire europæiske gruppespil. Der venter Erik og hans familie et eventyr i USA, og vi glæder os til at følge ham.
FCM-sportschefen lægger samtidig vægt på, at der nu er mulighed for, at andre kan byde sig til og tage over for den forhenværende kaptajn.
– Det her er et farvel til en stor leder, men vi har en klar forventning om, at vi igen vil se ham i FC Midtjylland i fremtiden, siger Svend Graversen videre.
Erik Sviatchenko når ikke at sige farvel til fansene på MCH Arena i denne omgang, men han kommer tilbage til sommer, hvor der bliver mulighed for at tage foreløbigt farvel.
Måtte slå til nu
Den midtjyske forsvarslegende sætter ord på afskeden med FC Midtjylland, hos hvem han har været næsten hele sit fodboldliv.
– FC Midtjylland er mit hjem. Det er her, jeg er vokset op og har været, siden jeg var 14 år. Nu står jeg her som 31-årig og skal igen ud på udebane. Den her klub betyder ubeskriveligt meget for mig, og vi har sammen opnået nogle kæmpe højdepunkter og resultater undervejs, siger Erik Sviatchenko og fortsætter:
– Lige nu er vi et sted, hvor der skal skabes et nyt fundament som klub. Vi har kæmpet med tingene, og selvom der har været nogle store højdepunkter i Europa, havde jeg naturligvis ønsket, at mit skifte fandt sted på et tidspunkt, hvor alt var godt.
Erik Sviatchenko har spillet 12 af sine 14 seniorsæsoner i FC Midtjylland, og den 31-årige forsvarsspiller fortæller følgende om bevæggrundene for et skifte:
– Den her mulighed har bare været for god og for stor en oplevelse for mig og min familie. Jeg lever kun et liv og har kun en karriere. Jeg har givet næsten hele min karriere til den her klub, som jeg elsker. Jeg er ikke i tvivl om, at de gode tider kommer igen, men det kræver hårdt arbejde, og jeg vil støtte fra sidelinjen.
– Jeg har en følelse af, at to år i udlandet er for lidt, og jeg kan mærke en trang efter at prøve mig af i uvante rammer igen. Det er noget, jeg har haft mulighed for flere gange siden 2018, men jeg har altid accepteret, at en handel skal komme alle parter til gode, og det gør den så nu, siger Erik Sviatchenko.
I alt nåede Erik Sviatchenko 325 kampe i FC Midtjylland, hvori han scorede 32 mål. Han fik debut i 2009 i en 3F Superligakamp mod AC Horsens. Samme år blev han kåret til årets akademispiller i klubben.
I 2016 blev han solgt til skotske Celtic, men vendte tilbage til FCM i 2018, hvor han sidenhen var med til at vinde to danske mesterskaber, en pokaltitel og spille klubben i sit første Champions League-gruppespil. I 2019/2020-sæsonen blev han kåret til årets spiller i 3F Superliga.