Førsteholdet

Onsdag venter FC Fredericia: Flere taktiske fokuspunkter

Onsdag formiddag er der blevet arrangeret en træningskamp mod FC Fredericia på hybridbanen i Herning Fremad. Formålet er at se samtlige spillere i kamp og få Thomas Thomasbergs idéer ind under huden.

05/04/23
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Det skulle egentlig have været en normal træningsdag, men onsdag kl. 11 venter FC Fredericia i stedet i en testkamp på hybridbanen i Herning Fremad.

Her spilles der 2×40 minutter i et opgør, hvor alle spillere i førsteholdstruppen, som er blevet meldt fysisk klar, forventes at komme i aktion.

– Nu er jeg jo ny her, og derfor har vi ønsket en ekstra kamp for at se spillerne an og øve os på nogle taktiske aspekter. Ligegyldigt hvad er træning en ting, mens kamp er noget andet, fordi man møder en modstander, som prøver at spolere ens spil. Det er i kampene, vi skal lave vores resultater, så det bliver en god øvelse, fortæller cheftræner Thomas Thomasberg og fortsætter:

– Samtidig har vi god afstand til vores næste kamp, så det passer ind både taktisk og fysisk at gøre det nu, lyder det fra Thomasberg med henvisning til mandagens hjemmekamp mod Lyngby.

Thomas Thomasberg glæder sig til at se holdet i aktion igen, og den 48-årige cheftræner har flere ting, han ønsker at præcisere med sit mandskab.

– Vi ønsker at øve vores presspil, vores organisation og boldomgang. Forhåbentligt kan vi producere chancer på de måder, vi gerne vil – hvad enten det er i organiseret spil, dødbolde eller omstillinger. Så det er egentlig hele paletten, vi ønsker at øve på en måde, man ikke kan simulere til træning.

Opgøret fløjtes i gang kl. 11 på hybridbanen i Herning Fremad, og der vil være åbent for tilskuere. Kampen streames ikke.