Der var vigtige point på spil mandag aften, da FCM og Silkeborg tørnede sammen for tredje gang i sæsonen. Denne gang leverede midtjyderne for alvor varen mod naboerne fra Søhøjlandet.
Kampen var knap fløjtet i gang, før hjemmeholdet havde fået netmaskerne til at blafre.
Aral Simsir tryllede på banens sidste tredjedel, før han fandt Oliver Sørensen, der var løbet dybt. Den 21-årige midtbanedynamo sparkede på kassen, og SIF-målmand Nicolai Larsen blev tunget til at give en returbold. Den endte for fødderne af Gustav Isaksen, som kunne prikke kuglen det sidste stykke over stregen.
1-0 på et mål kreeret af tre tidligere akademispillere.
Kort tid efter var Aral Simsir igen på spil, da den tyrkiske U21-landsholdsspiller driblede sig fri i feltet. Kun en resolut clearing i sidste sekund ragede kastanjerne ud af ilden for gæsterne.
Med ti minutter på stadionuret var Gustav Isaksen på spil igen. Stefan Gartenmann prøvede sig af med et akrobatisk saksespark – en detalje midterforsvareren har haft held med tidligere i karrieren. Denne gang lykkedes det ikke, men i stedet endte nedfaldsbolden for fødderne af Midtjylland-topscoreren, der smadrede bolden til venstre i målet bag Nicolai Larsen.
Isaksens 13. mål i indeværende sæson af 3F Superliga, og han kravler dermed op på siden af AGF’s Patrick Mortensen på den øverste skammel af topscorerlisten.
Der var ild i hjemmeholdet mandag aften. Efter 20 minutter kom Juninho højest i en hovedstødsduel. Nedfaldsbolden endte hos anfører Henrik Dalsgaard, som sparkede første gang mod kassen. Bolden strøg forbi venner og fjender – og til slut ind bag Nicolai Larsen, der måtte se sig passeret for tredje gang.
Tremålsføringen var samtidig FCM’s hurtigste 3-0-føring i ligaregi siden den 22. oktober 2006.
Anden halvleg var ung, da Gustav Isaksen igen skabte panderynker i SIF-defensiven. Aral Simsir sendte offensiv-esset i dybden, men denne gang blev Nicolai Larsen den store i duellen.
De sidste 45 minutter kunne ikke leve op til opgørets indledning. Begge hold virkede til at trække håndbremsen en smule, og derfor kunne værterne køre sejren hjem i cruise control.
Den overbevisende præstation betyder samtidig, at FCM øger afstanden ned til OB i toppen af 3F Superligas Kvalifikationsspil til fem point.
Start XI (4-4-2): Jonas Lössl, Henrik Dalsgaard, Stefan Gartenmann, Juninho, Paulinho, Emiliano Martínez, Kristoffer Olsson, Armin Gigovic, Oliver Sørensen, Aral Simsir, Gustav Isaksen.
Indskiftninger: Mads Døhr Thychosen (63′), Charles (63′), Valdemar Byskov (77′), Victor Bak (77), Frederik Heiselberg (85′).