Førsteholdet

Isaksen på tocifret antal ligamål: Har ændret ting i mit spil

Gustav Isaksen scorede det udlignende mål sent i kampen, da FC Midtjylland fredag aften spillede 1-1 mod AaB. Offensivspillerens ligamål nummer ti i sæsonen - og det er ikke en tilfældighed, fortæller hovedpersonen selv.

15/04/23
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Med et skarpt træk ind i banen snød Gustav Isaksen sin direkte modstander, før han – med en smule hjælp fra en AaB-spiller – sparkede bolden over i det lange hjørne.

Det er tiende gang, den 21-årige offensivspiller har fået netmaskerne til at blafre i 22/23-udgaven af 3F Superliga, og FCM-profilen har dermed fordoblet sin måltotal i ligaen fra sidste sæson.

– Jeg er ikke tilfreds. Jeg kunne have lavet endnu flere mål. I dag brænder jeg også en del chancer, men jeg er glad for at kunne hjælpe holdet med min ene scoring. Det var et sindssygt vigtigt mål, og til sidst var vi faktisk millimeter fra at tage alle tre point. Måske havde det heller ikke været fortjent, så uafgjort er vel et fair resultat, siger Gustav Isaksen.

Hvorfor tror du, at du for alvor har fået hul på ‘målbylden’ i denne sæson?

– Det er lidt forskellige ting. Mine holdkammerater har rigtig meget tillid til mig og søger mig, når situationer skal afgøres. Det er en kanonfed følelse at have som spiller. Samtidig handler det om at søge de muligheder, som man måske ikke normalt tænker, der kommer. Det har jeg ikke gjort tidligere, men nu forsøger jeg at løbe så tit som muligt derind, hvor målene kommer, og det gør lidt ondt.

Den tidligere akademispiller står i alt noteret for 128 kampe i FCM-trøjen med 24 mål og ti assists til følge.

For mange perioder under niveau

Den 21-årige offensivspiller siger derudover følgende om fredagens præstation mod AaB:

– I den første halve time kommer vi ud, som vi ønsker. Desværre taber vi momentum efterfølgende og overlader initiativet til modstanderen. AaB er et rigtig fint hold, som viser, at de sagtens kan være med på det her niveau. Derfor skal der også lyde en cadeau til dem.

– Vi bliver trukket ned i niveau i for mange perioder. Til sidst finder vi tilbage til der, hvor vi gerne vil være, og vi viser, hvordan vi skal spille på MCH Arena, hvor hjemmebanefordelen er med os, fortæller Gustav Isaksen.

Stort restsalg i Ulveshoppen – shop her

Chancerig deler mod AaB