FC Midtjylland U19 – Silkeborg IF U19
Både U17-, U19- og 3F Superliga-truppen møder i de kommende seks dage Silkeborg IF på hjemmebane. Og det første mandskab, som forhåbentligt sender Silkeborgenserne tilbage til Søhøjlandet med nul point, er FCM’s U19-hold.
Det brandvarme ungdomshold har gang i en fantomsæson, og i weekenden udbyggede de ældste akademister forspringet i toppen af Danmarks bedste ungdomsrække. Med en stensikker 4-0-sejr på hjemmebane mod Randers FC – samt FCK’s nederlag til AC Horsens – lyder forspringet nu fem point med en kamp i hånden.
U19-drengene er på vej mod en historisk sæson på flere parametre. De er nemlig rækkens bedste hjemmehold – med ti sejre ud af ti mulige, bedste udehold og har ovenikøbet den bedste offensiv og defensiv i rækken. Og med et ekstraordinært pointsnit på 2,7 point pr. kamp er denne generation af U19-spillere ligeledes i gang med at sætte FCM’s egen pointsnits-rekord på 2,54 point fra 2015/16-sæsonen til vægs.
Kenneth Andersen anerkender de flotte præstationer, men spillerne skal have samme tilgang, som har de vist gennem hele sæsonen, hvor fokus udelukkende ligger på den næste kamp, fortæller den erfarne ungdomscheftræner:
– Hvad der sker i de andre kampe, er underordnet for os. Vi har været sindssygt dygtige til at tage en kamp ad gangen og bruge alt fokus og energi på den næste kamp, og det skal vi fortsætte med resten af sæsonen, siger Kenneth Andersen og fortæller følgende om tirsdagens udfordring mod Silkeborg:
– Vi skal gribe kampen an ligesom de foregående kampe, siden vi kom hjem fra USA. Vi skal være fokuserede og bringe den samme energi, power og sult, som hidtil har kendetegnet vores sæson. Silkeborg er et godt hold, men vi skal have fokus på os selv og vores måde at gøre tingene på.
Kampen spilles tirsdag den 25. april på EDC Arena i Ikast med kampstart kl. 17.30, og der er gratis adgang for alle interesserede. Derudover livestreames opgøret via linket nedenfor.
Video: Isa Musa | Den Nigerianske Drøm
FC Midtjylland U17 – Silkeborg IF U17
FCM’s U17-hold gjorde U19 kunsten efter i weekenden, da de også sendte “Hestene” fra Randers tomhændet hjem med et 1-0-nederlag i bagagen. En stærk præstation, hvor offensiven kreerede et hav af chancer, mens bagkæden fik tilkæmpet sig et fortjent clean sheet.
Dermed bringer Allan K. Jepsens tropper sig tættere på de medaljegivende pladser, og det næstældste akademihold håber på at tage endnu et skridt i den retning, når Silkeborg IF kommer på besøg.
– Silkeborg er en vanskelig modstander med en klar og tydelig spillestil i forhold til pres, og hvor mange spillere de sørger for at have tæt på bolden. Det kræver en samlet indsats og en god plan, hvis vi skal tage brodden ud af deres gode spil og få kampen over på vores præmisser, siger cheftræner Allan K. Jepsen og fortsætter:
– Det gør vi blandt andet ved at sprede spillet ud i siderne for til sidst at få bolden bragt i feltet. Her skal vi have mange spillere, som løber med ind, hvor det bliver farligt. Samtidig skal vi naturligvis bringe den energi og power, som kendetegner vores klub.
Kampen spilles tirsdag den 25. april på EDC Arena i Ikast med kampstart kl. 19.30, og der er gratis adgang for alle interesserede. Derudover livestreames opgøret via linket nedenfor.