Førsteholdet

– Fedt at vi profiterer af vores gameplan

Thomas Thomasberg sætter ord på mandagens sikre sejr over Silkeborg, hvor særligt den gode start og opbakningen fra hjemmepublikum gjorde indtryk.

01/05/23
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Det var en tilfreds Thomas Thomasberg, som efter kampen satte ord på mandagens komfortable sejr over Silkeborg:

– Det blev en sikker sejr, fordi vi var parate fra start og investerede i spillet både med og uden bold. Der blev strikket nogle fine angreb sammen, og vi fandt hinanden godt i mellemrummene. Samtidig formåede vi at skabe action i feltet både omkring dødbolde og i åbent spil.

– Bevægeligheden og kvaliteten med og uden bold var virkelig fed at se, siger Thomas Thomasberg.

Der stod 3-0 på stadionuret, da der var spillet tyve minutter. Hjemmeholdet kom blæsende ud fra start og er nu det hold i 3F Superliga, som har scoret flest mål i kampenes første 15 minutter.

En fundamental del af det midtjyske spil, fortæller FCM-cheftræneren:

– Jeg synes også, vi gjorde det nede i OB, hvor vi på samme vis fik udbytte af det. Det er fedt at se, at vi profiterer af det, når vi starter kampene, som vi ønsker. Vi har fået lagt et godt tryk på modstanderne fra start i stort set alle kampe, og det har givet tidlige scoringer i tre af dem.

Hjemmeholdet blev hjulpet godt på vej af 8.582 tilskuere, der leverede en solid lydkulisse på MCH Arena.

– Det betyder meget at præstere her på vores eget stadion. Hvis man gerne vil være en del af toppen, kræver det, at man er stærke på hjemmebane.

– Vi får en fantastisk opbakning, selvom vi spiller i Kvalifikationsspillet, hvor vi naturligvis ikke ønsker at være. Det er imponerende at mærke støtten fra fansene. De er med til at gøre trykket fra start endnu større, og det er vigtigt for os, lyder det fra Thomas Thomasberg.

Hæsblæsende start sænkede Silkeborg