Kristoffer Olsson debuterede i FCM som 19-årig i en 3-2-hjemmesejr over OB. Dengang lød datoen den 12. september 2014.
I går – knap ni år efter – spillede den nu 27-årige midtbaneprofil sin kamp nr. 100 i Midtjylland-trøjen efter at være vendt tilbage til klubben i sommer på en lejeaftale.
– Det er fedt. Jeg har ikke spillet 100 kampe for noget andet hold, så det betyder helt sikkert noget. Selvfølgelig havde det været bedre, hvis vi havde vundet, men det er dejligt, og jeg håber på mange flere kampe. Jeg tror på, at Midtjylland kommer til at præstere meget bedre i fremtiden, end vi har gjort i denne sæson, siger Kristoffer Olsson om milepælen.
100-kampsjubilaren fortæller videre, at han nyder tilværelsen i det midtjyske:
– Jeg har det supergodt her og trives i klubben. Man påvirkes selvfølgelig også af resultaterne, hvor vi på det seneste har gjort det godt, selvom vi i går fik et lille set back. Alt i alt trives jeg, og FC Midtjylland er en fed klub at være i. Vi har også nogle fans, der støtter os gennem tykt og tyndt, så jeg nyder det.
– Der manglede kvalitet i Lyngby
Selvom milepælen vækker glæde hos Kristoffer Olsson, skygger søndagens nederlag til Lyngby over de positive følelser.
– Vi gør det svært for os selv, når de scorer allerede efter to minutter. Omvendt kommer vi tilbage, men vi mister bolden på dårlige steder, så de kan køre kontraer på os og komme alt for nemt til chancer, siger Kristoffer Olsson om opgøret og fortsætter:
– Samtidig er vi ikke gode nok på bolden, og vi har svært ved at skabe de helt store chancer i den anden ende. Vi ved, det er svært at møde sådan et hold her, men først og fremmest gør vi det svært for os selv. Der manglede kvalitet, og vi var ikke gode nok.
Kristoffer Olsson vil modtage blomster og en velfortjent hyldest, når FC Midtjylland søndag kl. 14.00 tager imod AC Horsens på MCH Arena.