Akademiet

Vitalt opgør for U17 i jagten på medaljer

U17 møder søndag rækkens aktuelle førerhold i et vigtigt opgør i jagten på de medaljegivende placeringer.

19/05/23
Kasper Petersen
Foto: Daniel Stentz

FC Midtjyllands næstældste akademihold fik i sidste spillerunde tilkæmpet sig to point mod Lyngby på trods af en lang periode i undertal. Dermed holder de unge ulve fortsat liv i drømmen om et sæt medaljer, og her vil en sejr i søndagens opgør mod FC Nordsjælland være et vigtigt skridt i den retning.

FCM befinder sig nemlig på en aktuel femteplads, mens FCN besidder førstepladsen med fire point ned til nærmeste forfølger. Med mindre end ét mål indkasseret pr. kamp skal topplaceringen til Right to Dream-akademiet fra det nordsjællandske i høj grad krediteres til rækkens stærkeste defensiv.

Men er der en offensiv, som kan dirke den nordsjællandske betondefensiv op, må det være FCM, der statistisk set har ligaens bedste offensiv. Med hele 67 mål i 21 kampe har den midtjyske offensiv et snit på over tre mål pr. kamp; kun en gang er holdet gået fra banen uden at have fået netmaskerne til at blafre.

Den ene kamp var netop mod søndagens modstander, da akademisterne i sæsonpremieren tog tomhændet hjem over Storebælt med et 2-0-nederlag i bagagen.

– Skal tippe det over til vores fordel

Det er derfor en modstander, som indgyder respekt, men spillerne skal samtidig have stor tro på egne evner, fortæller cheftræner Allan K. Jepsen:

– Rent taktisk handler det om, at vi skal have tippet kampen over til vores fordel i forhold til den måde, vi gerne vil spille på. Vi møder et boldsikkert hold, som samtidig har en stærk defensiv. Vi skal forsøge at angribe meget, og true dem i bagrummet via direkte spil. Og selvom at de er boldsikre, skal vi fortsat turde at gå højt i vores pres og forsøge at vinde bolden højt oppe på deres banehalvdel, selvom det naturligvis bliver svært, fortæller cheftræneren.

U19 på guldmission

Kampen spilles søndag den 21. maj med kampstart kl. 13.00, og der er gratis adgang for alle interesserede. Derudover kan opgøret livestreames via linket nedenfor.

FCM U17 – FCN U17